S kan ikke udpege overflødige konsulenter

Mette Frederiksen kalder konsulentbesparelser for en politisk beslutning og vil ikke gå i detaljer.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Som et led i det velfærdsudspil, som Socialdemokratiet har præsenteret mandag, skal der årligt spares tre milliarder kroner på konsulenthjælp i det offentlige.

Partiet mener, at man bør kunne fjerne en fjerdedel af de nuværende udgifter til konsulenter, der i 2017 udgjorde 10,9 milliarder kroner.

Formand Mette Frederiksen kan dog ikke fortælle, præcis hvilke konsulentopgaver, der enten ikke skal løses eller udføres af fastansatte i det offentlige fremover.

"Du får mig ikke til at komme med en lang liste over konsulenter." 

"Det er et politisk valg, vi har truffet. Hvis vi vil have flere pædagoger og sosu-assistenter, skal vi spare penge andre steder, siger hun på et pressemøde mandag."

Her nævner hun dog et par områder, hvor det offentlige med fordel kunne have sparet på den eksterne hjælp.

"På uddannelsesområdet ser vi, at uddannelsesinstitutionerne bruger rigtigt mange penge på kampagner, der skal lokke studerende til."

"Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser. Her brugte nogle kommuner også penge på at markedsføre sig i håb om at trække nye arbejdspladser til," siger hun.

Men for Mette Frederiksen handler det ikke så meget om den enkelte opgave, men om et principielt opgør med ledelsesfilosofien new public management.

"Det her stikker dybere. Vi har i en periode også ansat mange akademikere." 

"Men vi skal have mindre papirarbejde. Mindre kontrol, færre projekter og færre rapporter. I stedet skal vi bruge pengene på kernevelfærd," siger hun.

Også SF vil have konsulentforbruget i det offentlige ned. Partiet har tidligere foreslået, at man alene på ministeriernes budgetter kunne finde 1,6 milliarder kroner.

Derfor mener formand Pia Olsen Dyhr også, at tre milliarder kroner er "lavt sat".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også