PolicyWatch

Landbrugslobby tilbagebetaler penge for omstridt oksekødsrapport

Landbrug & Fødevarer erkender nu at være gået for langt i forløbet med den omstridte oksekødsrapport. Interesseorganisationen vil tilbagebetale 455.000 kroner til fond og indføre nye retningslinjer

Foto: Mik Eskestad

Sagen om den stærkt kritiserede oksekødsrapport får nu konsekvenser i en af landets største og mest magtfulde lobbyorganisationer.

Landbrug & Fødevarer er gået over grænsen og tilbagebetaler derfor nu de 455.000 kroner, som interesseorganisationen havde fået af Kvægafgiftsfonden til at lave den omstridte rapport om oksekøds miljø- og klimabelastning.

Det udtaler direktør for Landbrug & Fødevarer Morten Høyer i en skriftlig kommentar til Information.

"Vi kan se, at vi ikke har overholdt god skik for samarbejde med universiteter, som vi burde have gjort. Vi er gået for langt, og vores indblanding i projektet har miskrediteret forskernes resultater. Det kan vi ikke være tjent med. Derfor vælger vi at betale det anvendte beløb tilbage til den fond, der har bevilliget os pengene," skriver Morten Høyer til Information.

Oksekødsrapporten er udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) ved Aarhus Universitet og er finansieret af kvægafgiftsfonden med hjælp fra Landbrug & Fødevarer. I Information har udenforstående eksperter blandt andet kritiseret, at projektets styregruppe udelukkende har bestået af landbrugs- og kødsektoren, og at Landbrug & Fødevarer har stået for den overordnede projektledelse.

Derudover kunne Information fredag afsløre, at forskerne bag rapporten ikke alene har ladet landbrugslobbyen påvirke en pressemeddelelse, men ligefrem ladet dem skrive hele afsnit i rapporten. Både Danish Crown og Landbrug & Fødevarer har således spillet en så fremtrædende rolle i processen, at de har kunnet skrive i og komme med rettelser til rapporten. Samtidig står Danish Crown bag rapportens titel og forsidefoto.

Landbrug & Fødevarer har ikke stillet op til mundtligt interview, men direktør Morten Høyer har besvaret Informations spørgsmål skriftligt. Han oplyser, at interesseorganisationen ud over at refundere fondsmidlerne også har besluttet at skærpe interne procedurer for forskningssamarbejder.

"Vi er en organisation, der laver innovation, udvikling, sygdomsforebyggelse og meget andet, så fødevareerhvervet kan udvikle sig. Men vi er også en interesseorganisation. I denne sag har vi fået blandt kasketterne sammen, og derfor har vi besluttet, at fremover må politiske medarbejdere ikke deltage i forskningsprojekter med universiteterne," skriver Morten Høyer til Information.

Hos Landbrug & Fødevarer vil man nu sætte gang i en undersøgelse af, om interesseorganisationen ved tidligere projekter har haft for stor indflydelse på universitetsforskeres arbejde.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information.).

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier