PolicyWatch

K: Klimaministeren er sendt i byen uden en krone

I forhandlingerne om den kommende klimalov er der ingen penge til afgørende opgave, siger Konservative.

Foto: Jens Dresling

Alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige forhandler i disse dage om en kommende klimalov. Loven skal være den afgørende ramme og det fundament de næste mange årtiers klimaindsats skal bygges på.

Men regeringen og klimaminister Dan Jørgensen (S) har ikke taget så meget som en øre med til forhandlingerne, når det kommer til at styrke det klimaråd, der spås at skulle spille en afgørende rolle. Det siger klimaordfører for Konservative Mette Abildgaard.

"En afgørende del af klimaloven er et stærkt klimaråd, der skal rådgive regeringen og Folketinget."

"I dag er det et meget lille sekretariat, så de skal simpelthen være større, hvis de skal løse de opgaver, vi har tænkt os at stille dem. Derfor er jeg chokeret over, at regeringen ikke har en krone med til det i de forhandlinger, vi har lige nu," siger hun.

For nuværende er Klimarådet en relativt lille størrelse med syv rådsmedlemmer og omkring 12 ansatte i sekretariatet. Bevillingen lyder på nuværende på lidt over ni millioner kroner. Derfor ligger det i kortene, at hvis Klimarådet skal spille en betydeligt større rolle, så skal der tilføres penge.

Pengene til det skal umiddelbart findes på finansloven, hvis ikke de bliver afsat med klimaloven.

"Det er mærkeligt, at man meget gerne vil have et bredt forlig om klimaloven, men så lægger man finansieringen over til nogle forhandlinger, hvor en lang række partier ikke er med," siger Mette Abildgaard og fortsætter:

"Det er ikke gigantiske beløb. Men jeg er da i tvivl om, hvorvidt regeringen vil finde pengene, når man siger, at de skal ligge i finansloven, men at de så ikke optræder i regeringen finanslovsforslag."

"Så det skal andre partier altså komme med. Det er hamrende uambitiøst."

Ritzau forsøger at få en kommentar fra klimaminister Dan Jørgensen.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier