Tidligere TV2-boss bliver formand for Københavns Universitet

Den tidligere TV2-direktør Merete Eldrup bliver bestyrelsesformand for Københavns Universitet.
Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Hun afløser Mads Krogsgaard Thomsen, til daglig forskningsdirektør for Novo Nordisk, hvis periode er udløbet.
Merete Eldrup stoppede tidligere i år hos TV2 med henblik på at arbejde i bestyrelser.
Hun er blandt andet medlem af bestyrelsen i Nykredit, Rambøll og Rockwool Fonden.
Ud over Merete Eldrup er der kommet tre nye medlemmer i bestyrelsen hos Københavns Universitet.
Det er Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, Jan S. Hesthaven, dekan på universitetet École Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweiz samt Agnete Raaschou-Nielsen, der arbejder som professionelt bestyrelsesmedlem.
De nye medlemmer begynder fra årsskiftet.