Frederiksen venter kontant fase med meget snarligt brexit

Brexit skal effektueres nu, er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) efter det britiske valg, hvor premierminister Boris Johnson torsdag vandt en solid sejr.
Statsministeren er på vej ind til et møde om brexit med EU's stats- og regeringschefer i Bruxelles.
"Jeg tror, at vi ser brexit om ganske kort tid, og så synes jeg, at Johnsons idé om, at vi tager en relativt kort forhandlingsperiode derefter for at få det hele på plads, faktisk er den rigtige måde at gøre det på," siger hun.
Statsministeren hæfter sig især ved det solide mandat, som den britiske premierminister har fået.
Derfor kan det blive en "kontant fase", man går ind i nu. Hun ser ingen grund til at trække usikkerheden længere. Heller ikke når det gælder fremtiden.
"Der er så mange ting, der skal på plads. Men ting bliver ikke nødvendigvis bedre af, at man bruger tre-fire år på det," siger Frederiksen.
Før en sådan forhandling kan indledes, skal briterne formelt være ude af EU. Og det sker snart, vurderer statsministeren.
Hun kalder det "ærgerligt for Europa og for briterne", at de forlader EU. Men eftersom det er beslutningen, så "kan vi lige så godt få det effektueret".
"Europa er ikke noget uden briterne. Nu skal vi have et EU til at fungere uden dem. Men Europa har behov for, at Storbritannien og EU holder sammen - også selv om det er med brexit som bagtæppe," siger Frederiksen.