Frederiksen åbner for klimaskat

Når Folketinget i løbet af foråret sætter sig til forhandlingsbordet om en klimahandlingslan, vil nye skatter og afgifter være blandt programpunkterne. Det meldte statsminister Mette Frederiksen (S) søndag under en partilederdebat i Nyborg mellem De Radikales Morten Østergaard (R) og Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen (V). Det skriver dagbladet Børsen.
"Vi har de bedste forudsætninger for at komme i gang med klimahandling i år. Skat og afgifter er en del af det. Der er mange andre ting, vi skal have fat i også," sagde Mette Frederiksen, som ifølge avisen understregede, at hun endnu ikke ville forholde sig til, hvilke konkrete skatter og afgifter, der ville stå til forhandling.
I løbet af weekenden åbnede De Radikale for en beskatning af CO2-udledning, som et magtmiddel i forbindelse med at indfri de danske klimaambitioner på 70 procents reduktion i 2030. Efter debatten ville Mette Frederiksen dog ikke lægge sig fast på, om netop højere CO2-afgifter ville være den rigtige løsning.
"Det skarpeste redskab i skuffen"
Lørdag gjorde Morten Østergaard det klart, at partiet ønskede en omlægning af skattesystemet, så det fremover skulle være dyrere at leve sort frem for grønt. Over for Politiken uddybede han, at partiet ville beskatte CO2-udledning, men samtidig lette skattetrykket på andre områder. Hvilke områder står fortsat hen i det uvisse.
"Det skarpeste redskab i skuffen er skatter og afgifter," konstaterede Morten Østergaard til Politiken og fortsatte:
"Vi skal sige åbent og ærligt til folk, at vi kan ikke leve på den måde, vi gør nu, vi kommer til at omstille os allesammen. Derfor skal det være billigere at leve grønt og dyrere at leve sort. Det gælder, når vi transporterer os, når vi køber ind, det gælder vores arbejdspladser. Det gælder i samfundet generelt. Det er det princip, som skal være en ledetråd for en omstilling af skattesystemet."
Betænkelighed hos SF
Det er endnu uklart, præcis hvor eventuelle skatte- og afgiftsstigninger kommer til at ramme, men forslaget har givet anledning til betænkelighed hos regeringens andet støtteparti, SF.
Over for nyhedsbureauet Ritzau understregede finansordfører Jacob Mark (SF), at partiet med al sandsynlighed kan mødes med De Radikale. Der er "mange gode takter" i udspillet, lød meldingen.
"Det, som er afgørende for SF, og som vi savner i De Radikales udspil, er, at det er solidarisk, og at det er de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs. Derfor vil SF have en grøn topskat, så de, der har allermest, betaler en procent ekstra for at få den grønne omstilling til at lykkes," sagde Jacob Mark og tilføjede:
"Når man laver nye afgifter, skal man kompensere for den grønne check, så børnefamilier og udsatte ikke rammes på samme måde som alle andre mennesker, der har lidt mere."