Vestager: Airbus-modellen kan være vejen til "teknologisk suverænitet"

Det er ikke en let opgave, som EU-Kommissionens viceformand for digitalisering, Magrethe Vestager, sidder med.
På to-do listen finder man nemlig blandt andet en målsætning om, at Europa ikke må sakke bagud i det teknologiske kapløb mellem Kina og USA – hun skal kort fortalt arbejde for EU's "teknologiske suverænitet", og midlet kan findes i læren fra Airbus, skriver Berlingske.
Flyproducent Airbus blev skabt gennem fusionen af en række europæiske selskaber i 1970 og bidrog til at skabe mere konkurrence med den dominerende amerikanske spiller på markedet, Boeing. I et interview med avisen åbner Vestager nu for, at Airbus-modellen kan stå som inspiration, når EU skal sikre sin position inden for eksempelvis udviklingen af kunstig intelligens.
"Så længe man har i baghovedet, at det, man forsøger at opnå, er mere konkurrence," siger kommissæren til avisen og fastslår, at ambitionen dog ikke er, at nogen sidder "i en kælder og siger, at vi skal have et offentligt finansieret Facebook".