Dansk Byggeri og Dansk Industri arbejder på sammenlægning
De to erhvervsorganisationer Dansk Industri og Dansk Byggeri har gennem længere tid drøftet en sammenlægning af de to organisationer. Nu er planerne kommet så langt, at de organisationernes medlemmer skal stemme om en aftale.
Det fremgår af en meddelelse fra Dansk Byggeri.
"Dansk Byggeri skal også i fremtiden være en stærk medlemsorganisation, der leverer en god service til den bedste pris. Det har været udgangspunktet for at indgå forhandlinger om at lægge sig sammen med DI. Med sammenlægningen får vi en mere slagkraftig organisation, der står endnu stærkere over for omverdenen," lyder det i meddelelsen fra Dansk Byggeris formand, Claus Bering.
Han fortsætter:
"For Dansk Byggeri betyder det samtidig, at vi kan sikre den samme service og rådgivning, som vores medlemmer får i dag til en billigere pris, men også mere end det. DI har i forvejen en del af bygge- og anlægsbranchens aktører såsom arkitekter, rådgivere og flere store virksomheder i byggeindustrien. Nu har vi muligheden for at gøre det samarbejde endnu tættere."
Også i DI er der begejstring ved udsigten til en fusion.
"Vi glæder os over, at Dansk Byggeri forhåbentlig bliver en del af Dansk Industri. Dansk Byggeri repræsenterer en stor og vigtig del af erhvervslivet. Vi vil få samlet 17.000 virksomheder i landets helt centrale erhvervsorganisation, og vi vil kunne få tilført nogle stærke kompetencer, som skaber større værdi for alle vores medlemmer," lyder det fra Lars-Peter Søbye, formand for DI, der tilføjer:
"Dansk Industri har i forvejen både arkitekter og rådgivende ingeniører blandt virksomhederne i vores medlemskreds. En samling af hele byggeriets værdikæde vil give os fantastiske muligheder for at arbejde endnu mere intensivt med virksomhedernes konkurrencekraft, bæredygtighed, klima og digitalisering. Det vil være til gavn for alle vores medlemsvirksomheder - og for Danmark."
De to organisationers medlemmer skal nu tage stilling til sammenlægningen.
Beslutningen forventes at blive taget i løbet af juni.