Økonom: Svært at stimulere økonomien i corona-tider

De økonomiske konsekvenser af coronavirusset adskiller sig fra andre økonomiske tilbageslag, vurderer professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Coronavirussen, der på få uger har spredt sig som en steppebrand over hele verden, har allerede skabt frygt og kostet mange mennesker livet. Samtidig betyder omfattende karantæne og forstyrrede produktionskæder, at virusset også ser ud til at få store økonomiske konsekvenser for mange lande.

OECD har nedjusteret sine vækstprognoser for blandt andet euroområdet, Kina, Japan, Canada, Sydkorea, Indien, Mexico, Rusland, Sydafrika og Tyrkiet med 0,3 pct. point eller mere og herhjemme lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S), at regeringen er klar til at handle, hvis det udvikler sig til et tilbageslag.

Men de økonomiske konsekvenser af coronavirussen kan blive sværere at håndtere politisk end ved andre økonomiske tilbageslag, lyder det fra professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen:

"Det er nogle helt specifikke områder, der bliver påvirket. Nogle områder ved, at der bliver et stort aktivitetspres på sundhedsvæsenet, og andre ved, at deres forretningsgrundlag mere eller mindre kan forsvinde fra den ene dag til den anden," siger Torben M. Andersen, der fremhæver transport- og turistbranchen som eksempler.

Netop det udfordrer de typiske politiske svar på et økonomisk tilbageslag, siger han:

"Klassisk stabiliseringspolitik går jo på, om man kan gøre noget, så der alligevel er efterspørgsel efter de her ting, men når folk ikke rejser og også i nogle sammenhænge bliver advaret mod at rejse, så giver det jo ingen mening at give dem tilskud til at rejse alligevel. Så der er nogle områder, hvor man ikke kan lave den slags klassisk stabiliseringspolitik eller det i sagens natur ikke giver mening," siger Torben M. Andersen.  

Samtidig er Danmark som en lille åben økonomi sårbar, hvis vores største samhandelspartnere bliver hårdt ramt af coronavirussen.

"Der kan man jo så - i princippet i hvert fald - gøre noget i form af mere klassisk stabiliseringspolitik. Det vil for eksempel være ekspansiv finanspolitik, hvor man sætter gang i nogle projekter, men det er svært at forestille sig, at man én til én vil kunne fylde huller ud, som bliver skabt af det," siger Torben M. Andersen, der understreger at situationen på den måde adskiller sig fra andre økonomiske tilbageslag.

Situationen kompliceres yderligere af, at pengepolitikken i Europa allerede er så lempelig, at det reelt kun er finanspolitikken, der kan skrues på, hvis økonomien skal stimuleres politisk.

"Det eneste store håndtag er finanspolitikken, fordi pengepolitikken - på grund af alt det, der er sket, og den situation den er i – ikke kan gøre så meget. Amerikanerne har sat renten ned, men i Europa er vi allerede meget langt nede. Jeg vil da ikke sige, at man ikke kan sætte renten lidt mere ned, men at der skulle komme nogle særlige aktivitetseffekter ud af det, er der ikke noget, der tyder på," siger han.

Det er endnu for tidligt at spå om, hvordan den globale økonomi vil udvikle sig i takt med coronavirussen udbredelse, men rammes resten af verden, rammes Danmark også, understreger Torben M. Andersen.

"Det kan det nemt få en betydning, netop fordi det er globalt, og det betyder, at den økonomiske aktivitet bliver mindre globalt. Dansk økonomi er meget afhængig af den globale økonomi, så det vil få synbare konsekvenser, hvis det for alvor sætter igennem," forklarer han.

Hvad vil dit råd være til regeringen og Nicolai Wammen i den aktuelle situation?

"Det er ikke nødvendigvis det mest sprællende, men kendsgerningerne er, at det er meget svært at gøre noget på den korte bane. Hvor kedeligt det end lyder, er der måske alligevel også lidt vigtigt ikke at tro at man kan trylle noget frem og skabe forkerte forventninger i forhold til det," siger Torben M. Andersen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også