Næsten 700.000 kan arbejde hjemme – i et par uger
En tredjedel af danskere, der er ansat i det private, kan uforstyrret arbejde videre, vurderer Dansk Industri til Berlingske.
”På det private arbejdsmarked vil omkring 680.000 lønmodtagere og selvstændige kunne udføre en stor del af deres arbejde hjemmefra. Det svarer til omkring hver tredje af de beskæftigede lige nu omkring to millioner personer. Nogen kan måske godt starte med at arbejde hjemmefra men løber så ind i ting, som ikke kan udføres, så de bliver nødt til at møde ind på arbejdspladsen engang imellem. Men der er nok rigtigt mange, som ikke vil kunne blive hjemme i ugevis og passe deres arbejde uforstyrret,” vurderer vicedirektør Steen Nielsen fra DIs afdeling for arbejdsmarkedspolitik til avisen.
Samtidig er der er en del, som ikke kan arbejde hjemme. Det er typisk personer, der er ansat indenfor service og salg, luftfart, omsorgsarbejde inden for sundhedssektoren og i børnehaver, redningsarbejdere som Falck-reddere, vagtfolk og en stor del håndværkere, skriver Berlingske.