PolicyWatch

Regeringen kritiseres for særskilt SAS-hjælpepakke

Flere kritiserer regeringen for at komme SAS til undsætning med særskilt hjælpepakke. Blandt kritikerne er DAT, der ejer 21 fly, som også er underlagt flyveforbud.

Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT/TT NYHETSBYRÅN / TT NYHETSBYRÅ

Det er unfair konkurrence, lyder kritikken blandt andet, skriver dagbladet Børsen.

"Det forbløffer mig ikke, at SAS har særstatus. Sådan har det altid været. Jeg må konstatere, at mine skattepenge lige nu bliver brugt til at holde hånden under en konkurrent. Det er beklageligt, men virkeligheden for os," siger Jesper Rungholm, der er administrerende direktør i DAT, til Børsen.

DAT's omsætning er faldet fra 1 mia. kr. til 50-100 mio. kr. uden at være kommet af med omkostninger bortset fra brændstof, forklarer Jesper Rungholm yderligere.

Samtidig kritiserer han, at SAS - foruden sin særskilte hjælpepakke - efter alt at dømme også vil få glæde af den fælles hjælpepakke på 40 mia. kr., som finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) onsdag fremlagde på et pressemøde.

Niels Sundberg, der er formand for Erhvervsflyvningens sammenslutning samt bestyrelsesformand i Sun-Air, er også kritisk over for det, han kalder en forfordeling af mindre flyselskaber i forhold til SAS. Trods kritikken er han dog glad for regeringens tiltag og påpeger netop, at der er brug for hjælp - ikke lån.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier