PolicyWatch

Danske politikere presser på for hjælp til Italien

Danmark bør vise samfundssind ved at bruge overskydende kapacitet til at hjælpe det trængte italienske sundhedsvæsen, lyder opfordringen fra flere partier. 

Foto: FELIX HEYDER/AFP / University Hospital in Bon

Enten i form af udstyr eller sundhedspersonel til Italien eller ved at kopiere Tyskland og evakuere akutte patienter fra de overfyldte norditalienske hospitaler til danske sygehuse med ledige pladser og respiratorer på de intensivafdelinger.

Det skriver Politiken onsdag.
 

Venstre mener, at regeringen bør undersøge mulighederne for at følge Tyskland, der siden weekenden har hentet op mod 100 italienske akutpatienter til sygehuse i delstater som Sachsen, Bayern, Brandenburg, Niedersachsen, Hessen, Berlin og Nordrhein-Westfalen.

"I de her krisestunder er det vigtigt, at vi udviser solidaritet på tværs af kontinentet. Vi står i en helt særlig situation," siger Jan E. Jørgensen (V) til Politiken.
 

Han oplyser, at han har vendt spørgsmålet med partiformand Jakob Ellemann-Jensen og understreger, at en eventuel evakuering skal ske under forudsætning af, at sundhedsmyndighederne vurderer, at der er overskydende kapacitet på danske sygehuse.
 

"Hvis man vurderer, at hospitalerne er fyldt med danske patienter om en uge, ville det ikke give meget mening at fragte italienske patienter til Danmark. Men hvis der er noget kapacitet, synes vi, at det vil være en fin handling."
Foruden Venstre opfordrer to af regeringens støttepartier til at undersøge mulighederne for at yde dansk bistand til de italienske sundhedsmyndigheder.

"Italien er ekstremt hårdt ramt. Vi vil gerne vise europæisk solidaritet. Det kunne være os selv, og så vil man rigtig gerne have, at andre kigger ens vej," siger gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen (R) til Politiken.

Skal vi tage patienter til Danmark?

"Det, vi har mulighed for. Det kunne være at tage patienter, som vi har særlig kapacitet til, eller at sende udstyr eller hjælp. Opfordringen er at få screenet for, om ikke der er noget, vi kan gøre."

Adspurgt om evakuering af italienske patienter svarer sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL): "Under hensyntagen til at vi har den ledige kapacitet, synes jeg helt klart, at det er oplagt. Det er helt bestemt noget, vi skal tilbyde:"

Italiens ambassadør i Danmark, Luigi Ferrari, hører gerne fra den danske regering.
 

"På vegne af ambassadør Luigi Ferrari kan jeg oplyse, at Italien ville overveje at evakuere italienske coronaviruspatienter til danske hospitaler, hvis og når vi måtte modtage et sådant tilbud fra de kompetente danske myndigheder," lyder det i en mail fra den italienske ambassade til Politiken.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier