PolicyWatch

Debat: Brug for grøn nystart af Europa

Nu står EU overfor et definerende valg, skriver Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi, i dette debatindlæg: Skal man koble genopretningen efter coronakrisen med et grønt element, eller skal man bare bruge penge på at understøtte dét, man havde i forvejen?

Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi. Foto: Dansk Energi

Europa linder lidt på døren. Efter uger – ja næsten måneder – i isolation er europæerne begyndt at kigge ud, og dét, der møder dem, er en virkelighed forandret af en alvorlig virus.

På tærsklen til 20’erne kunne vi se vækst og glade dage næsten så langt øjet rakte. Nu er den dør smækket i, og Europa er præget af dyb sorg, massiv ledighed og truende konkurser.

Fortvivlelsen har fortrængt troen på fremtiden. Nogle europæiske politikere og embedsmænd taler allerede om, at klimakampen må vente, og at vi skal sætte ambitionerne ned.

Selvfølgelig skal vi i første omgang have fokus på de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af coronakrisen og løse dem. Ingen tvivl om det. Der skal iværksættes initiativer, der gør, at så mange som muligt bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, og som afbøder likviditetsdøden for virksomheder i en situation, hvor efterspørgslen forsvinder på et splitsekund, eller hvor man pludselig ikke kan få fat i nøglekomponenter til produktionen.

Når vi - forhåbentlig snart - er ved at være på den anden side af den nuværende akutte behandling af vores økonomier, er det tid til en indsats for at sikre fuld genopretning. Det skal forberedes og planlægges nu.

Behandlingen er mangesidet, og en vigtig del er fremrykning af EU’s klimaplan, Green Deal. Der er brug for at kickstarte økonomien efter coronakrisen, og det kan EU lige så godt gøre ved også at investere i grøn omstilling. For klimaudfordringen forsvinder ikke.

EU står overfor definerende valg

Derfor er jeg glad for, at den danske klimaminister, Dan Jørgensen, sammen med andre medlemslande bekæmper det sorte jerntæppe blandt et mindretal af EU-lande og presser på for, at EU fremrykker investeringer i elnet, vedvarende energi, ladeinfrastruktur og elektrificering.

Sådanne grønne investeringer skaber beskæftigelse, vækst og CO2-reduktioner – både på den korte og lange bane. Udbygning af elnet og ladeinfrastruktur skaber løbende arbejdspladser. Det samme gælder for opførelse af vedvarende energi. Fra det tidspunkt man beslutter en havmøllepark, går investorerne allerede i gang med at planlægge, afgive ordre mv. Oveni kommer et naturligt europæisk fokus på energieffektivitet og bedre samspil mellem sektorer gennem sektorintegration og -kobling.

De grønne investeringer skal foretages lige meget hvad. Det er ikke et enten-eller. Derfor har vi allerede klimatravlt – også selvom virussen ikke var her. Investeringerne er faktisk endnu mere presserende at komme i gang med på grund af coronakrisen.

Nu står EU overfor et definerende valg: Skal man koble genopretningen med et grønt element, eller skal man bare bruge penge på at understøtte dét, vi havde i forvejen? Naturligvis skal EU vælge en grøn nystart – ikke kun en genstart, hvor Europa falder tilbage i dårlige gamle forurenende vaner.

Det her handler helt fundamentalt om, hvad EU er til for. Det kan blive kritisk for unionens fremtid, hvis ikke det lykkes at gøre det klimarigtige.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier