PolicyWatch

Embedsmænd om biomasse: Danmark er langt fra at være et grønt foregangsland

Danmark skal sløjfe 80 procent af sin træbiomasse for at være grønt foregangsland, viser notater fra myndighederne. Biomasse er nemlig ikke altid CO2-neutralt. Vi snyder klimaet, advarer ekspert

Foto: PRVerdo

Hidtil ukendte dokumenter fra Energistyrelsen og Klimaministeriet giver nu indblik i, hvor alvorligt et problem Danmark har med de massive mængder træpiller og skovflis, der importeres og brændes af som biomasse for at få energi. Det skriver Information.

"Hvis Danmark ønsker at være et internationalt foregangsland skal vi nedbringe vores forbrug af træbiomasse markant. Ud fra eksisterende viden formentlig til ca. ? af vores forbrug i 2017," skriver en gruppe embedsfolk fra Energistyrelsen og Klimaministeriet i et mødenotat fra november 2019.

"Danmarks høje forbrug er uforeneligt med vores status som foregangsland," tilføjes det i notatet, som Information har fået aktindsigt i.

Biomasse er i årevis blevet kritiseret for reelt ikke at være CO2-neutral. Ikke desto mindre er træbiomasse Danmarks største grønne energikilde. I 2018 kom hele 64 procent af den vedvarende energi fra fast biomasse som træpiller, flis og brænde.

De nye oplysninger kommer få uger efter offentliggørelsen af en ny biomasserapport fra Energistyrelsen
Rapporten problematiserede omfanget af Danmarks forbrug af træbiomasse. Den fastslog dog ikke direkte, at træbiomassen ikke er CO2-neutral.

Men i dokumenterne, som ikke tidligere har været offentliggjort, hedder det direkte: "Den reelle udledning ved afbrænding af træbiomasse, der opfylder den danske brancheaftale, befinder sig klimamæssigt et sted mellem ’tæt på CO2-neutralitet’ og fossil energi."

Et andet sted konstaterer embedsfolkene: "Brug af træbiomasse er ikke i alle tilfælde CO2-neutralt og er derfor ikke i overensstemmelse med det langsigtede mål om et klimaneutralt samfund."

Alligevel regnes biomasse som CO2-neutralt i Danmarks klimaregnskab.
"Hvis man ser bureaukratisk på det, så er det ikke svindel. For vi snyder ikke i forhold til de internationale regler. Men vi snyder klimaet," siger Jørgen Henningsen, der er seniorrådgiver i tænketanken Concito og forhenværende direktør for EU-kommissionens Generaldirektorat for miljø.

Ifølge Helene Hagel, klimapolitisk leder i Greenpeace, kan man "se meget tydeligt i kommunikationen med styrelsen og ministeriet, at embedsfolkene er klar over, hvor alvorlige udfordringerne er med træbiomasse".
"Det nye er, at nu står det sort på hvidt," siger hun og kalder det "sørgeligt".

"Den bedste historie, vi har om os selv, er, hvor dygtig Danmark har været til at omstille til vedvarende energi. Men to tredjedele af vores vedvarende energi kan potentielt være lige så slem som fossile brændsler. Det er forfærdeligt," siger Helene Hagel.

I praksis kan det blive meget svært at nå de danske klimamål, hvis udledningerne fra biomasse skulle tælles med i det danske CO2-regnskab, vurderer embedsmændene.

"Vores forbrug af biomasse bidrager markant til at opfylde vores klimamål, og uden dette bidrag vil det være særdeles vanskeligt at nå målsætningen om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 i forhold til 1990," står der i materialet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klimaminister Dan Jørgensen (S). Han sagde dog for nyligt i Information, at han er bekymret for Danmarks store forbrug af træbiomasse, og at han vil sikre bæredygtighed med nye lovkrav.

"Vi kigger ind i en fremtid, hvor vi skal bruge mindre biomasse. Og indtil vi kan få skåret det dramatisk ned, skal vi gøre mere for at sikre, at det bliver mere bæredygtigt, end det er i dag,« sagde Dan Jørgensen til Information.
Kristine Grunnet fra Dansk Energi skriver i en mail til Information, at branchen »støtter lovfastsatte bæredygtighedskriterier, og de skal gælde alle."

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier