PolicyWatch

Flere EU-midler skal bruges til at sikre job til de unge

Ungdomsgarantien fik tung kritik i 2017, men EU-Kommissionen siger, at den har lyttet i ny styrket ordning.

Foto: FRANCOIS LENOIR/AFP / POOL

I et forslag onsdag lægger EU-Kommissionen op til at prioritere flere milliarder til initiativer, der skal hjælpe unge med at skaffe et job, en læreplads eller videre uddannelse.

Det er ifølge ledende næstformand i EU-Kommissionen Valdis Dombrovskis nødvendigt, da coronakrisen allerede har sendt ledigheden i vejret, og de unge er de mest sårbare i en tid med krise.

"Pandemien har gjort det endnu sværere at nå ud på jobmarkedet. Det er derfor, at vi nu fremlægger disse meget nødvendige initiativer," siger han.

Et af de initiativer, der skal styrkes, er ungdomsgarantien. Den blev præsenteret første gang i 2013, men dengang med betydeligt færre midler.

Ungdomsgarantien går ud på, at man senest fire måneder efter endt uddannelse kan få tilbudt et job, en uddannelse, en praktikplads eller en læreplads.

Mindst 22 milliarder euro (164 milliarder kroner) skal afsættes til initiativerne. Det er op til medlemslandene, hvordan de skal bruges.

Det er et forslag til prioritering af penge, der allerede er præsenteret som del af større EU-programmer.

EU-Kommissionen har tidligere fremhævet ungdomsgarantien som en vigtig årsag til, at ungdomsarbejdsløsheden efter 2013 faldt markant i de følgende år. Faktisk er den faldet, indtil pandemien satte ind tidligere i år.

EU's revisionsret (ECA) har dog tidligere kritiseret EU-Kommissionens initiativ for at være alt for underfinansieret til at gøre en betydelig forskel særligt i de hårdt ramte lande i Sydeuropa.

EU-Kommissionen fik også kritik for at overdrive ordningens virkning i ECA-rapporten fra 2017. Men rapporten, påpeger Schmit, ser kun på de første år af ordningen.

"Derfor bør vi have et nyt syn på, hvordan den fungerer. Vi var enige i mange af de anbefalinger, som ECA kom med, og derfor har vi ændret og styrket mange dele," siger EU's jobkommissær, Nicolas Schmit.

Finanskrisen for ti år siden udløste en voldsom stigning i ungdomsarbejdsløsheden i de følgende år. I nogle EU-lande var den over 50 procent. I gennemsnit toppede den på omkring 25 procent.

"Vi er ikke deroppe endnu. Men der er en risiko for, at de unge igen bliver de store ofre for krisen," siger Schmit.

Han fremhæver, at lønkompensationsordninger i alle EU-lande efter coronakrisen har sikret, at mange har beholdt deres job trods nedlukningen i EU-landene.

Men de unge, som endnu ikke har et job, eller som er på en midlertidig kontrakt, er ikke på samme måde sikret.

Europaparlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) kalder det "sindssygt vigtigt, at EU-Kommissionen tager fat på at styrke ungdomsgarantien”.

"Vi må ikke risikere, at lockdown-generationen bliver en tabt generation, der ikke får foden ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det godt, at EU-Kommissionen foreslår flere midler," siger hun.

Samtidig er hun skuffet over, at der ikke er obligatoriske kvalitetskriterier for praktik og uddannelse under ungdomsgarantien.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier