PolicyWatch

Detailsalget holder højt niveau: Danske turister trækker op

Detailsalget faldt i juli, men er fortsat på et højt niveau. Mange ferier hjemme i Danmark kan have hjulpet.

Foto: John Randeris//

Salget i de danske butikker holder fortsat et højt niveau efter genåbningen af samfundet, men er i juli faldet en anelse sammenlignet med maj og juni.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Sammenlignet med juni er der tale om en tilbagegang på en procent, men i forhold til juli sidste år er det næsten syv procent højere.

"Efter stigende omsætning i maj og juni er forbrugernes købetrang altså kølet en smule ned. Detailomsætningen i juli var dog fortsat relativt høj," skriver Danmarks Statistik.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri vurderer underdirektør Morten Granzau, at salget i de danske butikker er hjulpet af, at mange har holdt ferie hjemme.

Han kalder det positivt, at salget stort set holder niveau fra juni.

"De vidner om, at detailhandlen kan holde dampen fra genåbningen oppe."

"Det er de mange danskeres sommerferie hjemme i det danske sommerland, samt at nogle danskere har taget forskud på efterårets feriepenge, som har medvirket til at give dansk detailhandel en god sommer," siger Morten Granzau i en kommentar.

Detailsalget er et af en stribe nøgletal, som økonomer, politikere og virksomheder følger for at få et indblik i sundhedstilstanden for dansk økonomi.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv vurderer cheføkonom Tore Stramer, at juli vil blive den første af mange måneder, hvor salget går tilbage,

"Mange danskere havde simpelthen et opsparet købsbehov efter nedlukningen. Det har dog været en engangsforestilling og vi må nok berede os på et efterår med faldende detailsalg," skriver han i en kommentar.

Han nævner dog udbetalingen af tre ugers feriepenge senere i år som en joker, der kan sparke gang i forbruget. Pengene bliver efter planen udbetalt i oktober.

"Feriepengene kan potentielt give en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til forbruget."

"Det er dog meget usikkert, hvor mange danskere der vil vælge at få pengene udbetalt og senere forbruge pengene," skriver han.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier