PolicyWatch

USA nægter at være med i global vaccineklub

USA vil ikke være med i det globale vaccineinitiativ Covax, da landet beskylder WHO for at være korrupt.

Foto: Nicolas Asfouri / AFP / Ritzau Scanpix

USA har ikke tænkt sig at deltage i et globalt samarbejde om at udvikle og fordele en vaccine mod coronavirus.

Det oplyser talsmand i Det Hvide Hus Judd Deere tirsdag i en meddelelse ifølge The Guardian.

Han henviser til, at USA ikke har planer om at tilslutte sig det globale vaccineinitiativ Covax, der delvist er funderet i Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Målet med projektet er at fremskynde udviklingen af en vaccine mod coronavirus og sørge for, at en vaccine bliver ligeligt fordelt mellem verdens lande.

Men forbindelsen til WHO gør, at USA ikke vil være med.

"USA vil fortsætte med at arbejde med vores internationale samarbejdspartnere for at sikre, at vi har besejret virusset. Men vi vil ikke begrænses af multilaterale organisationer påvirket af det korrupte WHO og Kina," siger Judd Deere i meddelelsen.

USA har under coronapandemien beskyldt WHO for at være kontrolleret af Kina.

Det førte i maj til, at præsident Donald Trump trak USA ud af samarbejdet med organisationen. USA var indtil da den største bidragyder til WHO på verdensplan.

Sundhedseksperter siger ifølge The Guardian, at USA's beslutning om ikke at være med i Covax kan føre til, at lande begynder at ophobe vacciner. Det kan presse prisen op og få konsekvenser for verdens fattigere lande.

Suerie Moon, der er meddirektør hos det globale sundhedscenter ved Graduate Institute i Genève, siger tirsdag til Washington Post, at beslutningen er et "hårdt slag" for den globale indsats i forhold til at sikre en vaccine.

"Landes opførsel i forhold til vacciner under pandemien vil få politiske konsekvenser," siger hun.

"Det handler om, hvorvidt du er en pålidelig partner, eller om du beholder alt dit legetøj selv."

I stedet for at være med i et globalt samarbejde fokuserer Trumps administration på USA's egne planer om at udvikle en vaccine.

Håbet er ifølge The Guardian, at landet kan have 300 millioner doser klar i januar 2021.

USA's udmelding kommer, to dage efter EU-kommissionen annoncerede, at den sender næsten tre milliarder kroner afsted til Covax-projektet.

Ifølge WHO har 172 lande tilsluttet sig vaccinesamarbejdet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier