PolicyWatch

EU-Parlamentet flytter samling ud af coronaramt Strasbourg

Situationen i Frankrig er stadig for alvorlig til at gennemføre plenarsamling i Strasbourg, oplyser formand.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

EU-Parlamentets næste plenarsamling kommer ikke som planlagt til at finde sted i franske Strasbourg.

I stedet vil mødet blive gennemført på anden vis.

Det oplyser EU-Parlamentets formand, David Sassoli, på Twitter.

"Jeg beklager at meddele, at næste uges plenarsamling ikke vil finde sted i Strasbourg," skriver han.

Sassoli tilføjer, at mødet vil blive gennemført på afstand - på engelsk skriver han "remote". Det fremgår dog ikke, hvad der menes med dette. Nyhedsbureauet AFP skriver, at det bliver via en videoforbindelse.

Årsagen til ændringen er, at Strasbourg - ligesom andre dele af Frankrig - er hårdt ramt af coronapandemien.

Også i sidste måned måtte EU-Parlamentet flytte plenarmødet ud af Strasbourg. I stedet blev mødet afholdt i parlamentets anden hjemby, Bruxelles.

Ifølge David Sassoli er det ikke muligt at gentage den plan.

"Situationen i Frankrig og Belgien er meget alvorlig, og rejser frarådes. Strasbourg er EU-Parlamentets hjemby, og vi vil gøre alt for at vende tilbage," skriver han på Twitter.

Flere af parlamentets medlemmer har krævet, at møderne i Strasbourg blev aflyst eller flyttet på grund af smittespredningen i den franske by.

Det er nedfældet i EU-traktaten, at der skal holdes samling i Strasbourg 12 gange om året.

Men alle samlinger i den franske by har været aflyst siden marts, hvor coronapandemien for alvor ramte Europa.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier