USA har planer om at begynde at vaccinere i midten af december

20 millioner amerikanere kan være vaccineret mod covid-19 inden årets udgang, siger Trumps vaccinerådgiver.
AF RITZAU

Amerikanske embedsmænd har tirsdag afsløret en plan for at begynde at vaccinere millioner af amerikanere mod covid-19 allerede i midten af december.

Meldingen kommer, idet antallet af smittetilfælde og hospitalsindlæggelser i USA igen stiger til et hidtil uset højt niveau.

Den afgående præsident Donald Trumps coronastrategi afhænger i høj grad af en vaccine.

Tirsdag siger præsidentens toprådgiver for administrationens vaccineudviklingsprogram, Operation Warp Speed, at 20 millioner amerikanere kan være vaccineret inden udgangen af 2020.

Samtidig siger rådgiveren, Moncef Slaoui, at i midten af 2021 vil de fleste amerikanere have adgang til meget effektive vacciner.

- Inden for 24 timer, måske højest mellem 36 og 48 timer, efter godkendelsen kan vaccinen være i hænderne på folk, siger Moncef Slaoui, der er tidligere direktør i medicinalkoncernen GlaxoSmithKline, under en begivenhed arrangeret af avisen The Washington Post.

Toprådgiveren for Trump-administrationens vaccineprogram vurderer, at mellem 60 millioner og 70 millioner vaccinedoser kan være tilgængelige om måneden fra begyndelsen af januar.

Det er dog på betingelse af, at den forventede lovmæssige godkendelse af vaccinerne fra selskaberne Pfizer og Moderna går igennem, understreger Moncef Slaoui.

Rådgivere fra den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) skal mødes 10. december for at drøfte en eventuel anbefaling af en godkendelse af Pfizer-vaccinen til nødbrug.

Rådgiverne forventes at drøfte Modernas vaccinekandidat en uge senere.

Tirsdag sagde kommissæren for FDA, Stephen Hahn, under en senatshøring, at det er "muligt", at styrelsen kan godkende Pfizers vaccine inden midten af december, hvis alt falder på plads.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu