PolicyWatch

Regeringen indgår finanslov med udvidet boligjobordning

Håndværkerfradraget hæves midlertidig til 25.000 kroner, fremgår det af finanslovsaftale.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen og støttepartierne SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har en indgået en aftale om en finanslov for 2021.

Aftalen indeholder blandt andet en udvidelse af det såkaldte håndværkerfradrag og en skattefritagelse af et arbejdsgiverbetalt gavekort til oplevelser.

Det fremgår af en pressemeddelelse om aftalen på Finansministeriets hjemmeside.

Boligjob-ordningen, som måske bedre er kendt som håndværkerfradraget, består af to fradrag. Det ene skattefradrag er i dag på 6400 kroner for serviceydelser og det andet 12.800 kroner for udvalgte primært grønne håndværkerydelser.

Begge de beløb bliver med finanslovsaftalen sat op til 25.000 kroner. Der er tale om en midlertidig forhøjelse af fradraget.

Samtidig bliver der også i 2021 en midlertidig skattefritagelse af et arbejdsgiverbetalt gavekort til restaurationsydelser.

Fritagelsen har et loft på 1200 kroner årligt. Det kan bruges på ting som hoteller, restauranter og forlystelser såsom teater og biografer.

Skattefritagelsen forventes at komme til at koste 750 millioner kroner. Der er sat 340 millioner kroner af til den midlertidige udvidelse af boligjob-ordningen.

De to tiltag skal ifølge regeringen være med til at give dansk økonomi en håndsrækning under coronakrisen.

- Finansloven for 2021 er en corona-finanslov, som handler om at få Danmark sikkert igennem en meget svær situation, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde søndag.

- Vi ønsker med denne finanslov at holde en sikker hånd under Danmark og danske arbejdspladser, og samtidig prioriterer vi en grøn omstilling og velfærd.

Ifølge Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, kan det give god mening at prøve at øge beskæftigelsen i 2021.

I en sin umiddelbare analyse af finanslovsaftalen skriver han:

- Der er en reel mulighed for, at økonomien af sig selv rejser sig hurtigt, når og hvis restriktioner og coronafrygt forsvinder i Danmark og i omverdenen, men det mest sandsynlige er, at der vil være brug for et rygstød for at få arbejdsløsheden ned og aktiviteten op.

Mere fra PolicyWatch

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Forhandlere for Europa-Parlamentets største grupper ser muligheden for ambitiøse, bindende minimumskrav i en kommende revidering af EU's krav til energieffektivisering. "Der er et enormt potentiale for vores virksomheder," konstaterer dansk chefforhandler.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier