PolicyWatch

Rejsende fra England opfordres til ti dages isolation

Efter fund af ny coronavariant opfordres personer, der er rejst til Danmark fra Storbritannien, til isolation.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Personer, der er rejst fra Storbritannien til Danmark 30. november og efter, opfordres til at gå i isolation i ti dage.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse. Selvisolationen kan afbrydes, hvis man fire dage inde i isolationen bliver testet for coronavirus og får et negativt resultat.

Varslingen kommer, efter at Danmark har lukket for flyvninger fra Storbritannien i 48 timer gældende fra mandag klokken 10.00.

Det sker, efter man har fundet en variant af corona, der ifølge myndigheder er 70 procent mere smitsom end den almindelige.

Desuden lyder det fra ministeriet, at Statens Serum Institut undersøger alle positive testresultater fra 1. september og frem, som har anført England som rejseland, for virusvarianten.

- For at forhindre, at den stærkt smitsomme muterede virus får fodfæste i Danmark, er det helt afgørende, at dem, der er kommet hjem fra Storbritannien i den seneste tid, følger retningslinjerne om at isolere sig i ti dage – eller til de har en negativ test efter fire dage. Og hvis de alligevel er kommet for tæt på andre, så få dem testet også.

- Fra regeringens side har vi valgt at lukke for flyvninger fra Storbritannien i 48 timer. Vi følger udviklingen og ser på eventuel forlængelse af forbud mod flyvningen fra UK, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen. .

Coronavarianten har særligt spredt sig i det sydøstlige England, og her er London også omfattet.

Det har fået flere lande til at reagere med indflyvningsforbud - herunder altså Danmark.

Der er også konstateret få tilfælde af smitte med coronavarianten i Danmark, hvilket mandag fik Sverige til melde ud, at de lukker grænsen ved midnat.

Indrejseforbuddet gælder i en måned, og Sverige har ligeledes indført indrejseforbud fra Storbritannien.

Der er desuden oprettet en særlig indsatsgruppe under Styrelsen for Patientsikkerhed. Den skal finde nære kontakter til personer, der har været smittet med virusvarianten.

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier