FN-generalsekretær: Lad os gøre 2021 til et helende år

Når man kigger tilbage på året, der snart er gået, har det altoverskyggende tema været, at verden blev ramt af en pandemi.
Det fylder unægteligt også i den nytårstale, FN's generalsekretær, portugisiske António Guterres, slutter året af med at holde.
Han indleder sin tale med at sige, at covid-19 vendte op og ned på verden og skabte stor sorg i 2020.
"Vi har mistet mange kære, og pandemien raser fortsat og skaber bølger af sygdom og død. Fattigdom, ulighed og sult tager til," siger Guterres i sin nytårstale, der er blevet offentliggjort natten til tirsdag dansk tid.
Men der er også et men. For med et nyt år foran os mener Guterres, at der er lys for enden af tunnelen.
"Med et nyt år foran os ser vi stråler af håb. Vi ser folk, der rækker en hjælpende hånd ud til naboer og fremmede, frontlinjearbejdere, der giver alt, og forskere, der udvikler vacciner på rekordtid," siger generalsekretæren.
Guterres opfordrer verdens ledere til at stå sammen i kampen mod coronaen, ligesom han også siger, at verden sammen skal bekæmpe klimaforandringer.
"Lad os skabe fred indbyrdes og med naturen, håndtere klimakrisen, stoppe spredningen af corona og gøre 2021 til et helende år," siger han.
"Vi skal hele eftervirkningerne af det dødelig virus, vores økonomier og samfund og planeten," tilføjer han.
António Guterres er 71 år gammel og har været FN's generalsekretær siden januar 2017, hvor han overtog posten fra sydkoreanske Ban Ki-moon.
Siden coronavirus blev opdaget i begyndelsen af året, er over 81 millioner smittetilfælde blevet registreret verden over, mens 1,77 millioner dødsfald relaterer sig til virussygdommen.
USA er det land i verden med flest smittede og passerer snart 20 millioner tilfælde, mens en ud af tusind amerikanere har mistet livet med coronavirus. Der bor omkring 330 millioner i USA.