Ungarn trodser EU og køber Sputnik-vacciner i Rusland

Ungarn har modtaget 6000 doser af den russiske coronavaccine Sputnik V.
Det meddeler den ungarske udenrigsminister, Peter Szijjarto, på sin Facebook-side mandag.
"Samarbejdet mellem Rusland og Ungarn vil fortsætte på baggrund af vores aftale. 6000 doser af den russiske vaccine er netop ankommet til Ungarn," skriver han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Ungarns regering vil have vacciner til landet så hurtigt som muligt. Hvad enten det er fra sælgere i øst eller vest, tilføjer han.
EU's regler siger imidlertid, at en vaccine skal godkendes af Den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA), inden den må sendes på markedet i nogle af de 27 EU-lande.
Indtil videre er det kun vaccinen fra Pfizer og Biontech, der er godkendt af EMA. Den blev taget i brug i de fleste EU-lande søndag. Ungarn begyndte dog allerede lørdag at vaccinere nogle af de ansatte i sundhedsvæsnet.
Det er ikke umiddelbart klart, hvornår Ungarn vil begynde at tage den russiske vaccine i brug.
Ifølge Szijjarto skal ungarske eksperter først vurdere brugen af vaccinen.
"Forsendelsen vil blive transporteret til det Nationale Center for Folkesundhed. Her får ungarske eksperter endnu en mulighed for at beslutte, hvordan vaccinen skal bruges," skriver udenrigsministeren.
I sidste måned indgik Rusland og Ungarn en aftale om, at ungarske læger og eksperter må observere fremstilling og test af Sputnik V.
Ungarns planer om at teste – og senere muligvis selv fremstille - den russiske vaccine kan endnu en gang bringe landet på kant med EU.
Der er ikke andre EU-lande, der har købt den russiske vaccine. Den er i store dele af Vesten blevet mødt med skepsis. Det skyldes blandt andet, at Rusland ikke har offentliggjort testresultater for den.
Ursula von der Leyen: Vaccine skaber nyt håb i EU
Initiativ på ungarsk fabrik bringer Coloplast nærmere delmål for bæredygtighed