PolicyWatch

Regeringen åbner kompensationsordning: "Mange virksomheder har ventet i månedsvis"

Regeringen genåbner ordning, så virksomheder kan søge kompensation til faste omkostninger. Meldingen bliver modtaget positivt hos Dansk Erhverv.

"Der er rigtig mange virksomheder, som er fuldstændig i knæ. Hastighed er afgørende for at virksomhederne overlever," skriver Brian Mikkelsen i en meddelelse. | Foto: Linda Johansen

Flere virksomheder har ventet længe. Men nu bliver der åbnet for, at de kan søge om kompensation for faste omkostninger - en mulighed, der indtil nu har ladet vente på sig.

Det bliver fra mandag igen muligt at ansøge til Erhvervsstyrelsen om kompensation for faste omkostninger - fra november måned og frem.

Det fortæller fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) til DR.

"Jeg forstår godt frustrationen, og jeg er glad for, at vi nu kan åbne for hjælpepakkerne. Vi tilstræber en hurtig sagsbehandling på under en uge, og så går der et par dage, før de får pengene," siger Dan Jørgensen til mediet.

Han peger blandt andet på, at man har skullet få et nyt it-system i gang, før man kunne åbne for ansøgninger, hvilket man har arbejdet på mellem jul og nytår, så pengene kunne komme ud så hurtigt som muligt, lyder det.

"Hastighed er afgørende"

Udmeldingen bliver taget positivt imod hos Dansk Erhverv. Direktør Brian Mikkelsen peger på, at "mange virksomheder har ventet i månedsvis på blot at kunne ansøge," lyder det i en skriftlig kommentar:

"Der er rigtig mange virksomheder, som er fuldstændig i knæ. Hastighed er afgørende for at virksomhederne overlever," skriver han i en meddelelse.

Der er dog stadig nogle ting, som organisationen mener, kan gøres bedere - blandt andet for selvstændige og i forhold til EU-Kommissionen, lyder det.

Dansk Erhverv: Hæv loftet for kompensation

Brian Mikkelsen ser blandt andet gerne, at loftet for kompensation hæves, eftersom krisen har stået på længe.

"Det kommer til at koste arbejdspladser og erhvervslivet dyrt, og vil i sidste ende få store økonomiske konsekvenser, hvis ikke det lykkes at få overbevist EU-Kommissionen om, at den skal hæve loftet for, hvor meget virksomhederne kan få udbetalt i kompensation her under coronakrisen," skriver han.

Det er særligt brancher som hotelbranchen, luftfartsbranchen, rejsebranchener og virksomheder med berøring til turismebranchen, som lider under EU-Kommissionens loft for erstatning, skriver Dansk Erhverv, som anbefaler, at regeringen og Folketinget "på højeste niveau går i kontakt EU-Kommissionens for at få loftet hævet."

Ifølge Regeringen er der blevet udbetalt 5,9 mia. kr. i hjælpepakker til selvstændige.

Men de selvstændiges ordning bør hæves til 30.000 kr., så selvstændige sidestilles med lønmodtagere, mener Dansk Erhvervs adm. direktør, der kalder de nuværende forskelle en "skævvridning."

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier