PolicyWatch

EU-chefer: Europa har igen ven i Det Hvide Hus efter hårde år

EU er klar til en ny begyndelse for samarbejdet med USA, hvor Joe Biden onsdag tages i ed som præsident.

Foto: Andrew Kelly/REUTERS / X02844

- Efter fire lange år har Europa igen en ven i Det Hvide Hus.

Sådan lød det onsdag fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ved en plenarsamling i Europa-Parlamentet.

Meldingen er en tydelig henvisning til, at USA senere på dagen tager demokraten Joe Biden i ed som landets præsident for de kommende fire år.

- Der er et nyt daggry i USA, og EU er klar til en ny begyndelse, siger von der Leyen i en tale, hvor hun lægger op til tæt samarbejde med USA's nye præsident.

Hun glæder sig blandt andet over, at USA med Joe Biden ved roret vil genindtræde i klimaaftalen fra Paris.

- Det er et rigtig stærkt udgangspunkt for det transatlantiske forhold, siger Ursula von der Leyen.

Også EU-præsident Charles Michel ser frem til et styrket samarbejde med USA, efter at Donald Trump forlader Det Hvide Hus.

- Dagen i dag markerer mere end en overdragelse af magten. Det er en mulighed for at revitalisere det transatlantiske forhold, som har lidt stor skade de seneste fire år, siger Charles Michel.

- I de år er verden blevet mere kompliceret, mindre stabil og mindre forudsigelig, tilføjer han.

Ifølge Charles Michel bør USA og EU først og fremmest samarbejde tæt på fem punkter: At styrke det multilaterale samarbejde, at bekæmpe coronapandemien, at bekæmpe klimaforandringer, genoprette økonomien og styrke samarbejdet om sikkerhed og fred.

- Jeg vil fremsætte et højtideligt forslag til den nye præsident på hans første dag i embedet. Lad os skabe en ny grundlæggende pagt for et stærkere Europa, et stærkere USA og for en bedre verden, siger Charles Michel.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier