PolicyWatch

Nyetablerede virksomheder får også adgang til kompensation

Flere virksomheder og selvstændige kan søge kompensation for coronarestriktioner med bred politisk aftale.

Foto: LISELOTTE SABROE

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er enige om at ændre kompensationsordninger, således at nyetablerede virksomheder får adgang til kompensation under coronakrisen.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. Regeringen, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet står bag aftalen.

Konkret sker der det, at fristen i kompensationsordningerne for etablering i CVR (Det Centrale Virksomhedsregister, red.) bliver flyttet fra 9. marts 2020 til 1. november 2020.

Det betyder, at flere virksomheder og selvstændige, der er blevet etableret sidste år, bliver omfattet af kompensationsordningen.

- Dermed er der hjælp til eksempelvis den nystartede virksomhed med grønne idéer. Det har vi brug for, siger fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.

- Det vil betyde, at det sikkerhedsnet, vores hjælpepakker udgør, bliver spændt endnu bredere ud og kommer til at hjælpe endnu flere virksomheder, end det allerede gør på nuværende tidspunkt, siger han.

Kompensationsordningerne er rettet mod selvstændige og virksomheder, som er ramt af en eller flere af restriktionerne under coronakrisen.

De får dermed adgang til kompensationsordningerne for faste omkostninger og faste omkostninger light (op til 100.000 kroner om måneden per virksomhed, red.).

Alle virksomheder og selvstændige vil også kunne søge i de generelle kompensationsordninger, der blev genåbnet 9. december sidste år.

For at få adgang til kompensation skal virksomheden eller den selvstændige fortsat kunne fremlægge dokumentation for mindst én måneds omsætning før den periode, man søger kompensation for.

- Erhvervsministeriet har notificeret ændringen til EU-Kommissionen og forventer at få en godkendelse inden for den nærmeste fremtid, lyder det i pressemeddelelsen.

Erhvervsstyrelsen forventer at kunne åbne for ansøgninger fra de nyetablerede virksomheder i begyndelsen af februar, såfremt godkendelsen bliver udstedt.

Mere fra PolicyWatch

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Forhandlere for Europa-Parlamentets største grupper ser muligheden for ambitiøse, bindende minimumskrav i en kommende revidering af EU's krav til energieffektivisering. "Der er et enormt potentiale for vores virksomheder," konstaterer dansk chefforhandler.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier