
Regeringen vil med et nyt forslag give rentefri lån til små- og mellemstore virksomheder, hvilket vil styrke udsatte virksomheders likviditet med yderligere 7 mia. kroner.
Forslaget behandles i dag i Folketinget for første gang, skriver Finansministeriet i en meddelelse.
"Jeg er meget opmærksom på, at de erhvervsdrivende kæmper for at stå igennem den nye bølge af corona, og derfor er vi klar med nye initiativer, som kan hjælpe dem gennem krisen," udtaler Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.
Ministeren peger på, at man for eksempel med et initiativ vil udskyde betalingsfristerne for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat og moms – samt lønsumsafgift for visse virksomheder.
Forslaget skal ses i sammenhæng med regeringens hjælpepakker til erhvervslivet, skriver Finansministeriet.
Med det nye forslag vil regeringen samlet have støttet likviditeten i det danske erhvervsliv 300 mia. kr. og samtidig udbetalt hjælpepakker for 28 mia. kroner siden coronakrisen ramte Danmark, lyder det.
"Det er meget store milliardbeløb, som regeringen sammen med Folketingets partier er blevet enige om at tilvejebringe dansk erhvervsliv i form af direkte udbetalinger og likviditetsstøtte. Men der er ingen tvivl om, at det har været nødvendigt, og at den aktive og krisedæmpende politik har været medvirkende til, at Danmark har klaret sig relativt godt igennem krisen."
Regeringen forventer, at antallet af kompensationsansøgninger vil stige markant i de kommende uger, eftersom generelle hjælpepakker om lønkompensation og dækning af faste omkostninger er genåbnet for hele landet.