PolicyWatch

Heunicke skal forklare KL-indblanding i lyntest-prioritering

Partier i Folketinget undrer sig over, hvorfor kommunerne har haft indflydelse på prioritering af lyntest.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Flere partier på Christiansborg vil have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at forklare, om det kan passe, at Kommunernes Landsforening (KL) havde held med at ændre i Sundhedsstyrelsens anbefalinger af, hvem der burde få den højeste prioritering af lyntest.

DR kunne torsdag aften fortælle, at Sundhedsstyrelsen 17. december oprindeligt havde tænkt, at personale på plejecentre skulle prioriteres og testes regelmæssigt med lyntest for at finde og inddæmme coronasmitte på plejecentrene.

Men inden Sundhedsstyrelsen sendte sin pressemeddelelse med anbefalingerne ud, blev styrelsen kontaktet af KL.

KL ville gerne have justeret pressemeddelelsen, så lyntest af plejepersonalet ikke blev nævnt som en umiddelbart prioritet - men noget der kunne ske "på sigt".

Det accepterer Sundhedsstyrelsen, inden de udsender anbefalingerne 18. december. I en mail til KL skriver styrelsens vicedirektør Helene Probst ifølge DR:

- Det er meget fint, så justerer vi anbefalinger, så de flugter.

Ændringen fandt sted samtidig med, at smitten med corona på plejehjem voksede i årets sidste uger fra 89 tilfælde i uge 48 til 466 i årets sidste uge.

På Christiansborg er flere partier uforstående overfor både KL's indblanding og Sundhedsstyrelsens accept.

- Det er temmelig rystende læsning. Der er ingen tvivl om, at det har haft direkte konsekvenser for menneskeliv, siger Enhedslistens Peder Hvelplund til Ritzau.

Dansk Folkepartis Liselott Blixt er enig:

- Det er dybt kritisabelt og ikke i orden, at man kan ændre nogle anbefalinger fra en organisations side.

Begge har krævet en redegørelse fra Magnus Heunicke. Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, vil vende emnet på et samråd, der i forvejen er indkaldt om uudnyttet kapacitet i lyntest.

- Det er rystende, at kommunerne på den måde kan gå ind og "overrule" Sundhedsstyrelsens klokkeklare anbefalinger, siger han.

Flere af ordførerne udtrykker vrede over, at KL's indblanding er i direkte modstrid med et politisk ønske om at prioritere at skærme de ældre på plejehjemmene mest muligt.

- Vi har jo efterlyst flere gange, at der skulle komme nogle anbefalinger om test af plejehjemspersonale - det personale ude i kommunerne, der har med de mest sårbare ældre at gøre.

- Og så viser det sig, at der har været anbefalinger, men at KL har fået dem væk. Det undrer mig ganske meget, siger Liselott Blixt.

Til DR siger direktør i KL Christian Harsløf, at KL har haft en "dialog" med Sundhedsstyrelsen. Han afviser dog at KL ville ændre i anbefalingerne.

Helene Probst forklarer DR, at hun "står fuldstændig på mål for de faglige anbefalinger", som Sundhedsstyrelsen sender ud.

- KL påpeger, at det her kan ikke ske den dag, vi kommer ud med anbefalingerne, 18. december, siger hun til DR.

- Sådan er det nogen gange. Vi kommer med nogle anbefalinger, men vores anbefalinger skal jo passe til virkeligheden.

Christine Stabell Benn, der er professor i global sundhed på Syddansk Universitet, vurderer overfor DR, at det kan have kostet menneskeliv, at plejepersonalet ikke kom først i køen til lyntest.

Mere fra PolicyWatch

Fødevareminister vil fra det nye år afskaffe elitesmileyen

Smileyordningen skal til afstemning i Folketinget i håb om at gøre den mere tilgængelig for forbrugeren, hvilket betyder et fokus på takeaway-markedet og et farvel til flere smileyer. Forliget, der ligger bag lovforslaget, møder dog kritik fra flere fronter.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier