PolicyWatch

DEBAT: Hjælpepakker rækker ikke til frokost

Der er stadigvæk huller i kompensationsordningerne, så nogle brancher har svært ved at blive berettiget til den kompensation, der skulle bære dem sikkert igennem corona-krisen, skriver Jakob Scharff, branchedirektør i DI Service, i dette debatindlæg.

Foto: DI/PR

Når du taber 50 % af din omsætning, er du vel også garanteret kompensation fra én af de hjælpepakker, der er til rådighed? Ja, det skulle man tro, men der er desværre huller i ordningerne, så nogle brancher stadigvæk har svært ved at blive berettiget til den kompensation, der skulle bære dem sikkert igennem corona-krisen. Blandt dem er kantine- og catering-branchen, som er blevet dobbelt ramt af corona-krisen og lidt populært sagt, så rækker hjælpepakkerne ikke til frokost.

Først kom regeringens anbefalinger om, at både offentligt og privat ansatte i vidt omfang skulle sender hjem, hvor de i sagens natur smører deres egen madpakke, og møde- og konferenceforplejning er der ingenting af. Det har fjernet en stor del af branchens indtægtsgrundlag, og virksomhederne har tabt 30-50 % af omsætningen – nogle måske mere.

Dernæst er det gået op for virksomhederne, at det for dem som underleverandører er enormt svært at søge kompensation. Problemet er nemlig, at der kun er kompensation at hente for perioden mellem 9. juli og 8. december, hvis din virksomhed har været direkte ramt af restriktioner, men når det kommer til at holde medarbejderne hjemme, er der kun tale om en ”anbefaling” fra regeringens side.

Det giver i bund og grund ingen mening. Når nu regeringen direkte opfordrer til – eller anbefaler – at tusindvis af medarbejdere skal blive hjemme for ikke at sprede smitten med covid-19. Og når så en lang række virksomheder følger denne opfordring, da det jo er et fælles anliggende at få banket smittetallene i bund.

Burde der så ikke være en kompensation til de virksomheder, der bliver ramt af denne de facto nedlukning af deres branche? Svaret er let. Det er selvfølgelig et rungende ”ja”. Det bør ikke være afgørende, om ordet er ”restriktion” eller ”anbefaling”. Det afgørende bør være, om du taber penge på omstændigheder ude af din kontrol forårsaget af en verdensomspændende pandemi og følgende retningslinjer fra regeringen.

Det er ikke kun kantine- og catering-branchen, der sidder med store tab, fyrede medarbejdere og konkurser og ser på, at hjælpen kommer, men bare ikke til dem. Også brancher som vaskeri og messestande har haft massiv nedgang og tilsvarende problemer på grund af disse huller i kompensationsordningerne.

Fra Dansk Industri har vi haft et godt samarbejde med regeringen under corona-krisen, men vi må også bare sige, at denne knast er endnu ikke blevet udjævnet, selvom vi utallige gange har skubbet på. Vi håber og tror, at det er en forglemmelse, for det kan jo ikke være meningen, at man laver hjælpepakker, der ikke hjælper alle, der har behovet. Så en klar opfordring skal lyde til regeringen om at få stoppet de huller i kompensationsordningerne, så der også er frokost i kantinen, når medarbejderne vender tilbage.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier