PolicyWatch

Debat: Ny handelsaftale skal hjælpe med at holde Kina i kort snor

Investeringsaftalen mellem Kina og EU, der blev indgået i slutningen af december, rummer store muligheder. Men EU er nødt til at have en strammere kurs over for kæmpen i Øst.

Morten Løkkegaard. | Foto: Janus Engel

Alt for længe har europæiske virksomheder lidt under urimelige investeringsvilkår i Kina. Mens kinesiske selskaber, ofte med statsstøtte, har haft adgang til vores europæiske marked, er erhvervslivet i EU afskåret fra den samme åbenhed. Den nye investeringsaftale mellem Kina og EU kan åbne døre for vores virksomheder...

Men tættere handelssamarbejde med Kina er ikke problemfrit. Landet bruser frem på verdensscenen med aggressiv adfærd, der ignorerer internationale regler for handel, og undertrykker alt imens store befolkningsgrupper lige så aggressivt på hjemmefronten. Det kan vi ikke ignorere. EU er nødt til at have en strammere kurs over for kæmpen i Øst.

Samtidig må vi se i øjnene, at Kina er en potentiel vigtig handelspartner, som vi gerne skulle kunne handle med. Det kinesiske marked er enormt, og muligheden for at skabe vækst samt job i europæiske og danske virksomheder - og dermed styrke velfærden i EU - er således meget lovende.

Derfor rummer investeringsaftalen mellem Kina og EU, der efter syv års intensive forhandlinger blev indgået i slutningen af december, store muligheder. Men vi skal kontinuerligt sikre os, at Kina faktisk leverer på de løfter, landet har accepteret i aftalen. Og det er der desværre er der ingen garanti for, selvom man har givet hånd på en aftale. 

Råber vagt i gevær

Netop derfor råber vi vagt i gevær i Europa-Parlament. Vi kæmper nu for at få Kina til at binde sig til at overholde basale menneskerettigheder samt en tidsplan for, hvornår de forkastelige arbejdslejre stoppes. En kontrolmekanisme, som tvinger Kina til at indfri sine klimaløfter. Ligeledes skal vi sørge for, at EU har metoder til at sikre, at europæiske virksomheder får den adgang, de er blevet lovet i aftalen.

Investeringsaftalen øger markant danske og europæiske virksomheders mulighed for investeringer i alt fra elbiler, hospitaler og ejendom til cloud-services, og samtidig styrker aftalen forudsigeligheden i vores samhandel med Kina.

Hidtil har visse sektorer i Kina været utilgængelige for investeringer udefra, og det har været utroligt svært for europæiske virksomheder at opnå relevant autorisation og adgang til standard-sættende organer. Med aftalen burde virksomhederne nu lettere kunne få de nødvendige godkendelser til at investere.

Slut med tvungne teknologioverførsler til kinesiske myndigheder

Mest centralt har Kina forpligtet sig til at sikre lige konkurrencevilkår for europæiske virksomheder. Det har vi hårdt brug for, da landet har nægtet at spille på samme præmisser som os andre.

Handelsaftalen tager således et opgør med den urimelige praksis, hvor kinesiske myndigheder stiller krav om tvungne teknologioverførsler og diskriminerer europæiske virksomheder i offentlige udbud fra statsejede virksomheder.

I modsætning til USA's deal  har EU’s investeringsaftale fået flere indrømmelser på området for bæredygtig udvikling. Kina forpligter sig i aftalen til at leve op til Paris-aftalen og til at ratificere den internationale konvention om tvungen arbejdskraft. Men aftaler er en ting. Noget helt andet er, om de overholdes.

Den bitre erfaring har vi allerede gjort i Verdenshandelsorganisationen (WTO), der lægger grundrammen for den globale handel. Et af målene for USA og EU, da man inviterede Kina ind i klubben, var at fastholde den østlige mastodont til fælles internationale regler for handel.

Forhåbningen blev dog hurtigt gjort til skamme... Kina har længe brudt med en lang række af de regler, som de ellers bandt sig til. Resultatet har været ulige og urimelige konkurrencevilkår - som ovenikøbet i nogle tilfælde har truet europæiske virksomheders globale aktiviteter.

Kineserne skal holdes i stram snor

Præcis derfor bakker Venstre op om en bindende aftale med Kina, hvor Kina løbende skal bevise, at de lever op til, hvad de har lovet i aftalerne - både når det gælder basale menneskerettigheder, klimatiltag og fair konkurrence.

Kina har nu fået en bekræftelse på, at EU's marked forbliver åbent for handel, hvilket man har været bekymret for på grund af den stigende Kina-skepsis i Europa. Hurtigst muligt skal EU nu cementere, at hvis Beijing ønsker at bevare den lukrative adgang til vores marked, kræver det, at de holder, hvad de har lovet.

Forholdet til Kina er ikke lige-ud-af-landevejen, men vi skal udnytte investeringsaftalen til at lægge et konstant pres på landet. Den europæiske kurs over for kæmpen i Øst skal være hårdere, mere kontant og udvikles i tæt kontakt med amerikanerne. For hvis ikke vi skruer bissen på, løber Kina fra løfterne med det samme.

Det er en helt grundlæggende forudsætning, at aftalen og reglerne i WTO rent faktisk overholdes. Ellers er der ingen tryghed for danske og europæiske virksomheder, som har brug for klare og transparente regler, som Kina efterlever, for at kunne investere og handle.

Nu skal vi se aftalen ordentligt igennem. I sidste ende er det vigtigste, at vi får en god aftale med tænder, der fastholder Kina i det globale handelssystem og etablerer rimelig, gensidig handelssamarbejde. For EU har faktisk en stor interesse i at styrke den kinesiske middelklasse gennem mere handel. Med en voksende middelklasse lægges der nemlig endnu større pres på styret i Beijing, som så også indefra tvinges mod en mere demokratisk kurs, hvor internationale aftaler og menneskerettigheder respekteres.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier