PolicyWatch

Kvinder er stadig et særsyn i iværksættermiljøet

Mange kvinder drømmer om at etablere egen virksomhed, men der er stadig langt mellem drøm og virkelighed, viser ny analyse fra Ledernes Hovedorganisation.

i Løvens Hule kan håbefulde iværksættere få vurderet deres ideer hos investorer som her Mia Wagner. Flere kvinder er interesserede i at gå iværksættervejen, men få gør det. | Foto: Per Arnesen

En ny analyse fra Ledernes Hovedorganisation viser, at det stadig halter gevaldigt med at få flere kvinder til at springe ud som iværksættere. Analysen, som bygger på en særkørsel fra Danmarks Statistiks iværksætterdatabase, viser, at der i 2019 stod kvinder bag 4.800 af 18.000 nye iværksættervirksomheder. Det svarer til 26,8 procent.

Selvom det er det højeste niveau i seks år, er der stadig langt til ambitionerne om ligestilling på iværksætterområdet.

”Vi har et problem med at indfri potentialet for flere kvindelige iværksættere. Vi har nærmest ikke rykket os ud af stedet de sidste mange år, selvom vi længe har talt om, at vi skal have flere kvinder til at springe ud som iværksættere,” siger cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke.

Udviklingen er ikke kun skidt for ligestillingen. Ifølge cheføkonomen kan de manglende kvindelige iværksættere betyde, at Danmark går glip af nye ideer og virksomheder, som ellers kunne have gavnet samfundet.

”Som samfund har vi ikke råd til ikke at bringe alle talenter i spil. Mere diversitet skaber andre typer virksomheder, og kvinder kan bringe nye ideer til bordet, som samfundet går glip af, hvis ikke flere kvinder følger iværksættervejen,” siger han.

Mange kvinder har lysten til iværksætteri

Det er imidlertid håb forude, for undersøgelsen viser også, at der er mange kvinder, som gerne vil springe ud som iværksættere. Faktisk drømmer 10 procent af kvinderne om at etablere egen virksomhed inden for de kommende år. Hos mændene er der tale om 13 procent.

”Vi har en stor gruppe af danskere, som drømmer om at starte egen virksomhed. Så potentialet for at få flere kvindelige iværksættere er stort. Drømmen og lysten er der. Det handler blot om at forløse iværksættertrangen,” siger Niklas Praefke.

En af de tilbagevendende barrierer, der fremhæves som årsag til ikke at kaste sig ud i iværksætterlivet, er frygten for, at det er svært at kombinere iværksætterlivet med familielivet.

”Derfor er vi nødt til at gå mere systematisk til værks for at se, om vi ikke kan gøre det lettere at være mor eller far og samtidig være iværksætter. Det kan f.eks. ske ved at forbedre pasningsmulighederne og ved at få øremærket barsel, så manden tager sin del af barslen. Det vil fremme kvindernes karriere,” vurderer Niklas Praefke.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier