PolicyWatch

Festivaler skal planlægge forsigtigt trods aftale om hjælp

Rød blok samt V og K indgår aftale om hjælp til festivaler, hvis fremtid er usikre grundet covid-19. DI er tilfreds med aftalen, men efterlyser en mere detaljeret plan, som arrangører af festivaler, koncerter og events kan navigere efter.

Der er hjælp på vej, hvis f.eks. festivaler igen i år bliver nødt til at aflyse på grund af coronarestriktioner. | Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix

Det er fortsat usikkert, om sommerens store arrangementer såsom musikfestivaler bliver til noget grundet corona-situationen.

Mandag har regeringen, støttepartierne Enhedslisten, De Radikale og SF samt Alternativet, Venstre og De Konservative dog indgået en politisk aftale om økonomisk hjælp, hvis større sommerarrangementer må aflyses.

"Aftalen giver vished for alle arrangører, så de kan gå videre med at planlægge og så underleverandører også kan få kontrakter i bogen, og at vi alle kan se frem til, at vi får de sundhedsmæssige restriktioner, så vi forhåbentlig har nogle begivenheder, der kan lade sig gøre til sommer," siger kulturminister Joy Mogensen (S).

Ministeren har tidligere udtalt, at eksempelvis festivaler skal planlægge forsigtigt. Den kurs ændres ikke trods aftalen.

"Man skal fortsat planlægge forsigtigt, fordi vi kender ikke de sundhedsmæssige restriktioner. Men den måde, vi har konkretiseret, hvad det vil sige at planlægge forsigtigt, læner sig meget op ad de eksempler, der er blevet sendt ind fra branchen, og de erfaringer vi havde fra sidste år," siger Mogensen.

Kompensation i tilfælde af aflysning

Aftalen indebærer, at større arrangementer som festivaler, konferencer og dyrskuer kan få kompensation. Hvis eksempelvis forsamlingsforbud betyder, at de må aflyse.

"Nu er der skabt et håb om, at festivaldanmark og andre større begivenheder har en mulighed for at planlægge. Vi mangler stadig en genåbningsplan. Men vi har skabt nogle rammer for, at de kan begynde at indgå aftaler," siger kulturordfører for De Konservative Birgitte Bergmann.

Ordningen gælder arrangementer over 350 personer, der vil kunne søge om at få dækket faste omkostninger og løn, hvis de ikke kan dækkes ellers stoppes.

Kompensationen vil følge en trappemodel. Den indebærer, at arrangøren får dækket op til 90 procent, hvis man er et økonomisk lille arrangement og ned til 50 procent, hvis man er et større.

Samtidig skabes der en nødpulje til velgørende festivaler. Den er på 30 millioner kroner, hvis de er konkurstruet af aflysninger.

SF's kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, er tilfreds med aftalen.

"Jeg er så glad for, at det endelig lykkes at sikre gode muligheder for at planlægge sommerens festivaler, samtidig med at vi holder hånden under festivalerne, hvis de bliver nødt til at aflyse. Det giver os alle noget at se frem til den her sommer, hvor vi virkelig har brug for det. Men det sikrer også, at festivalerne overlever til næste år, hvis det ikke skulle lykkes," siger Charlotte Broman Mølbæk i en skriftlig kommentar.

DI ønsker flere detaljer

I DI er man også som udgangspunkt tilfreds med aftalen.

"Vi er naturligvis glade for, at kompensationsordningen for arrangørerne bliver forlænget til 30. september 2021. Aftalen giver arrangørerne af festivaler, store koncerter og events klarhed over, hvilke mulighederne de har for at få kompensation, så de har noget at planlægge efter," siger Henriette Søltoft, vicedirektør i DI.

Hun tilføjer dog, at det stadig er vigtigt, at der bliver fremlagt en mere detaljeret genåbningsplan, som festivalarrangører, store koncertsteder og leverangører kan navigere efter.

"Vi taler om en branche, der har været hårdt ramt siden starten af coronakrisen. Derfor efterlyser vi en udmelding om, at så længe virksomhederne er ramt af restriktioner, vil de have mulighed for at få kompensation. En detaljeret plan vil give klarhed over, hvornår spillestederne kan forvente at åbne, så de kan begynde at hyre musikkere eller andre kunstnere. I dag planlægger de i blinde."

"Arrangørordningen er kun for arrangører. Derfor er det stadig vigtigt, at de mange underleverandører af lys, lyd og sceneudstyr får mulighed for at få kompensation. Siden sidste sommer har der været lange perioder, hvor de ikke har været dækket af ordningerne," siger Henriette Søltoft.

Mere fra PolicyWatch

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Forhandlere for Europa-Parlamentets største grupper ser muligheden for ambitiøse, bindende minimumskrav i en kommende revidering af EU's krav til energieffektivisering. "Der er et enormt potentiale for vores virksomheder," konstaterer dansk chefforhandler.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier