PolicyWatch

Dansk Erhverv og SMV Danmark generelt tilfreds med langsigtet plan

I organisationerne Dansk Erhverv og SMV Danmark er der overordnet tilfredshed med den genåbningaftale, der er indgået. Krav om coronapas giver dog anledning til bekymring.

Erhvervsorgansationer hilser langigtet genåbningsplan velkommen. | Foto: Emma Sejersen

”Det er meget positivt med en bred politisk aftale om genåbning. Det er godt med en langsigtet og konkret plan for genåbningen. Den forudsigelighed har erhvervslivet og danskerne brug for. Vi havde dog ønsket, at man havde turdet gå lidt længere hurtigere – blandt andet havde vi gerne set, at storcentre, restauranter mv. havde fået lov at åbne allerede nu eller lige efter påske, da alt for mange erhvervsdrivende taber penge hver eneste dag, selvom de modtager kompensation.”

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen til genåbningsaftalen.

Dansk Erhverv har længe efterspurgt en plan som skaber klarhed og vished længere frem i tiden og giver virksomhederne bedre mulighed for at planlægge. Det er positivt, at der nu ligger en sådan plan, mener man i Dansk Erhverv.

”De her meldinger om genåbning gør det væsentligt lettere for virksomhederne og kulturlivet at planlægge deres aktiviteter, nu hvor vi kan se længere frem i tiden. Samtidig skal der dog også være mulighed for at skrue tempoet op, hvis det viser sig sundhedsmæssigt forsvarligt, så det håber vi selvfølgelig, der er fortsat politisk opmærksomhed på,” siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Samme toner kommer fra organisationen for små og mellemstore virksomheder, SMV Danmark.

"Det er glædeligt, at vi nu har en køreplan, og at erhvervslivet dermed får nogenlunde klarhed over, hvad de kan planlægge efter. Desuden er det rigtig godt, at de liberale erhverv endelig får lov at genåbne. De er meget hårdt økonomisk ramt og står på spring for at slå dørene op for kunderne igen," siger Jakob Brandt, adm. direktør I SMVdanmark i en meddelelse om den nye aftale om en genåbning af Danmark. Han fortsætter:

"Men vi må insistere på, at politikerne nu indfører et åbn-eller-betal princip. Vi kan ikke bare blive ved med at forlænge kompensationspakker, der blev skabt, da krisen var ny, og virksomhederne havde en vis økonomisk ballast. Den ballast er væk nu, og mange virksomheder hænger i med det yderste af neglene. Hvis de ikke får lov at åbne, skal de have fuld kompensation. Ellers risikerer vi, at de knækker i krisens 11. time," siger han.

Lunkne over for coronapas

Der er dog mindre glæde over kravene til det coronapas, som er blevet en del af genåbningsaftalen.

"Det er helt skævt at forlange coronapas for at få adgang til fx frisører. Mange kunder især i yderområder, hvor mulighederne for at blive testet ikke er så gode som i de større byer, vil sandsynligvis holde sig væk. Og testkravet harmonerer ikke med de nyeste beregninger fra SSI, der viser, at smitterisikoen i de liberale erhverv er lille. Erfaringerne fra genåbningen i foråret var også, at smitten faldt, da frisørerne åbnede. Desuden har frisørerne navn og telefonnummer på alle kunder, og i stedet for pas, kunne man have etableret en solid smitteopsporing, hvis uheldet mod forventning skulle være ude," siger Jakob Brandt.

For Dansk Erhverv er det især krav om coronapas i forbindelse med café- og restaurantbesøg, der vækker bekymring.

”I Dansk Erhverv er vi tilhængere af coronapas, men når det kommer til restauranter og caféer har de været hårdt ramt af restriktioner, og der er ingen tvivl om, at vi havde håbet, at det ikke var en forudsætning, at man skal bruge coronapas for at gå på café, restaurant eller lignende. Vi bliver derfor nødt til at følge situationen tæt for at se, om caféerne og restauranter får det nødvendige kundegrundlag til at drive deres forretning,” siger Brian Mikkelsen.

Økonom: Genåbningen er godt nyt for dansk økonomi 

Mere fra PolicyWatch

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Forhandlere for Europa-Parlamentets største grupper ser muligheden for ambitiøse, bindende minimumskrav i en kommende revidering af EU's krav til energieffektivisering. "Der er et enormt potentiale for vores virksomheder," konstaterer dansk chefforhandler.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier