PolicyWatch

Medie: Norge forlænger pause med AstraZenecas vaccine

Kilder siger til TV2 i Norge, at norske myndigheder følger Danmark og vil bruge mere tid på undersøgelser.

Norge vil, ligesom Danmark, undersøge AstraZeneca-vaccinen yderligere. | Foto: CHRISTOF STACHE/AFP / AFP

Norge vil forlænge pausen i brugen af vaccinen fra AstraZeneca, oplyser kilder til norsk TV2.

Det vil være den besked, som vil blive givet, når den norske sundhedsstyrelse (FHI) klokken 12 holder pressemøde.

I så fald følger Norge Danmarks eksempel.

Torsdag meddelte den danske sundhedsstyrelse, at man suspenderer brugen af AstraZeneca i yderligere tre uger for at få mere tid til at afgøre, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og nogle få tilfælde, hvor folk, der er vaccineret med AstraZeneca, er blevet ramt af blodpropper. Mistænkelige dødsfald undersøges i både Norge og Danmark.

TV2 oplyser ikke, hvor længe den norske pause med vaccinen vil vare.

"Vi har tiltro til, at Legemiddelverket og FHI vil gøre sig kloge vurderinger om dette. Hvis man behøver mere tid til at afklare årsagssammenhænge, så er det fornuftigt at bruge tid på det," siger den assisterende sundhedsdirektør i Norge Espen Rostrup Nakstad.

Danmark stoppede 11. marts vaccinationer med AstraZeneca. Det var efter flere alvorlige tilfælde af blodpropper, der kom efter stik med vaccinen. En 60-årig kvinde døde. Samme dag valgte Norge at gøre det samme, efter at man her også have oplevet lignende tilfælde.

Ifølge nyhedsbureauet NTB undersøges fire norske kvinders død i sammenhæng med den vaccine fra AstraZeneca, som de havde fået. Men der er indtil videre ikke påvist en sammenhæng mellem vaccinerne og tilfældene med blodpropper.

Også Sverige suspenderede i halvanden uge vaccinen. Torsdag meddelte myndighederne imidlertid, at man genoptager brugen af vacciner fra det svensk-britiske medicinalselskab. Men den vil i Sverige kun blive brugt til folk over 65 år. Ingen i denne aldersgruppe har tilsyneladende været ramt af de sjældne blodpropper.

Danmark forlænger vaccinepause med AstraZeneca i tre uger 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier