PolicyWatch

Arbejdernes Landsbank vil ud af sin aftale med DBU på grund af kviklånslov

Med kviklånsloven som begrundelse vil Arbejdernes Landsbank ud af sin aftale med Dansk Boldspil-Union. Loven står til at blive ændret i juni. DBU stiller sig uforstående. (Opdateret med kommentarer fra DBU).

Arbejdernes Landsbank er utilfredse med, at de endnu ikke må stå på fodboldlandsholdets trøjer på grund af kviklånsloven. | Foto: Christian Bruna/EPA/Ritzau Scanpix

Arbejdernes Landsbank bekræfter over for Danmarks Radio, at man vil ud af sin aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU).

Aftalen mellem de to parter står ellers først til at udløbe efter VM i Qatar i november og december 2022.

Årsagen til, at banken vil afbryde samarbejdet, er utilfredshed med den kviklånslov, som gør det det ulovligt for forbrugslånsudbydere som eksempelvis Arbejdernes Landsbank at reklamere side om side med spilreklamer.

DBU har Danske Spils Oddset som en anden stor samarbejdspartner, og i forbindelse med de seneste tre landskampe er det kun Oddset, der har prydet landsholdets træningstøj.

Arbejdernes Landsbank afviser, at ønsket om et brud har noget med VM i Qatar at gøre.

"Det handler om kviklånsloven og ikke om Qatar. Vi har ikke fået det ud af sponsoratet, vi havde håbet på, fordi vi ikke må stå på trøjerne sammen med Oddset. Derfor trækker vi os nu," siger Gert Jonassen, topchef i Arbejdernes Landsbank.

DBU stiller sig uforstående

Hos DBU er der ikke forståelse for Arbejdernes Landsbanks argument for at afbryde samarbejdet. Det fortæller kommunikationschef Jakob Høyer.

"Vi kan forstå, at ønsket skyldes kviklånsloven, og at banken ikke har været på træningstøjet siden sidste sommer, men den udfordring er løst, fordi der er en lovændring på vej. Det har Arbejdernes Landsbank også tidligere kvitteret for i pressen, og derfor er vi uforstående over for meldingen," siger Jakob Høyer.

Kviklånsloven, som trådte i kraft sidste år, gør det det ulovligt for forbrugslånsudbydere som eksempelvis Arbejdernes Landsbank at reklamere side om side med spilreklamer. DBU har Danske Spils Oddset som en anden stor samarbejdspartner, og siden 1. juli sidste år er det kun Oddset, der har prydet landsholdets træningstøj.

Kviklånsloven er imidlertid ændret, så Arbejdernes Landsbank og Oddset gerne må pryde landsholdets træningstøj sammen.

Ændringen forventes at træde i kraft inden for de kommende måneder. Det har imidlertid ikke stoppet Arbejdernes Landsbanks ønske om at bryde ud af samarbejdet med DBU.

"Nu vil vi tale med dem. Hvis de ikke ønsker at fortsætte, må vi forhandle om en mulig opsigelse af kontrakten," siger Jakob Høyer.

Weekendavisen beskrev torsdag, at der i ledelsen hos Arbejdernes Landsbank har været ”dyb bekymring” over udsigten til det danske landsholds mulige deltagelse ved VM i Qatar næste år.

For nylig regnede den britiske avis The Guardian sig frem til, at mindst 6500 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden landet blev tildelt slutrunden i 2010.

En kilde på ledelsesniveau i Arbejdernes Landsbank mener ifølge Weekendavisen, at fodboldforbundet ikke tager nok ansvar for en mulig boykot og i stedet skubber ansvaret over til Christiansborg.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier