PolicyWatch

Cheføkonom frygter for mangel på arbejdskraft efter coronakrisen

Coronakrisen har sendt mange mennesker ud i arbejdsløshed, men i takt med at økonomien bliver genoprettet, vil der opstå mangel på arbejdskraft, lyder vurdering fra cheføkonom i Lederne.

Mens andre brancher har været hårdt ramt, er beskæftigelsen steget i byggeriet. På længere sigt kan Danmark komme til at mangle arbejdskraft, mener cheføkonom i Lederne. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Selvom arbejdsløsheden er steget under coronakrisen, bliver det største problem på bagkant af krisen at skaffe tilstrækkelig med arbejdskraft. Det siger Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne, med udgangspunkt i en analyse, som Lederne har foretaget af tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge de nyeste tal er beskæftigelsen fra februar sidste år til februar i år faldet med 37.836 personer. Undervejs har der været store udsving. Over en tremåneders periode faldt beskæftigelsen f.eks. med 77.700. Ikke mindst hotel- og restaurationsbranchen har været hårdt ramt. Omvendt har der i bygge- og anlægsbranchen, efter et lille fald i begyndelsen af krisen, været tale om en stigning i beskæftigelsen på 6.300 personer.

Og alt tyder på, at arbejdsløshedstallene vil bedre sig i takt med, at landet genåbner.

”Genåbningen er i fuld gang, og det vil banke beskæftigelsen i vejret. Forhåbentlig betyder det også, at de hårdest ramte brancher hurtigt kommer på benene. Derfor bliver problemet også i højere grad, hvordan vi sikrer, at danske virksomhedsledere kan rekruttere de nødvendige hænder,” siger Niklas Praefke.

Senest har en ny rekrutteringsundersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vist, at der det seneste halve år har været 75.000 forgæves rekrutteringer, hvoraf knap 40.000 stillinger aldrig blev besat, mens de resterende ca. 35.000 rekrutteringer endte med ansættelse af en kandidat, der ikke helt havde de ønskede kvalifikationer. Værst ser det ud i byggeriet, hvor omkring hver femte ledige stilling slet ikke blev besat.

Dybt bekymrende

”Midt i en genopretning af dansk økonomi er det dybt bekymrende, at vi er gået glip af 40.000 nye arbejdspladser, fordi de danske ledere simpelthen ikke kan skaffe de nødvendige kompetencer til virksomhederne. Det risikerer at skade genopretningen. Samtidig må vi forvente, at problemet kun bliver større i takt med, at vi får lagt krisen bag os og får brug for ekstra hænder,” siger Niklas Praefke.

Cheføkonomens bud på, hvordan problemet løses, går på to ben. Det ene er at uddanne de unge, så de kan varetage de job, der er. Det andet er at hente udenlandsk arbejdskraft til landet.

”På længere sigt skal vi skal forstærke indsatsen for at få flere unge til at vælge uddannelser, der giver de kompetencer, erhvervslivet efterspørger, så vi sikrer det rigtige match. Men hverken det eller de styrkede muligheder for opkvalificering, som Folketinget har vedtaget under coronakrisen, løser hele problemet her og nu. Derfor er det nødvendigt, at vi de steder, hvor der ikke er ledig arbejdskraft på det danske arbejdsmarked, lemper vilkårene for at få udenlandsk arbejdskraft hertil, så danske virksomheder ikke bliver tvunget til at sige nej til nye ordrer,” siger Niklas Praefke.

Mere fra PolicyWatch

Den frivillige ordning med suspenderede vacciner vakler

Ordningen, der skal gøre det muligt for danskerne frivilligt at vælge at lade sig vaccinere med en vaccine fra Astrazeneca eller Johnson & Johnson, vakler. Hvis en vejledning fra Sundhedsstyrelsen bliver ført ud i livet, kan ordningen blive for kompliceret at gennemføre, er vurderingen. Og er den overhovedet en god idé?

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier