PolicyWatch

EU-Parlamentet godkender handelsaftale med Storbritannien

God implementering af handels- og samarbejdsaftale er afgørende, skriver kommissionsformand von der Leyen efter endelig godkendelse af aftale mellem EU og Storbritannien efter brexit.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

Med stort flertal har EU-Parlamentet godkendt en handels- og samarbejdsaftale mellem EU og Storbritannien efter brexit.

Afstemningen fandt sted tirsdag. Resultatet blev præsenteret af formanden for EU-Parlamentet onsdag formiddag. 660 stemte for, og blot 5 stemte imod. 32 afstod fra at stemme om aftalen.

Det var den sidste ratificering af aftalen, som midlertidigt trådte i kraft 1. januar i år.

"Handels- og samarbejdsaftalen er grundlaget for et stærkt og tæt partnerskab med Storbritannien. God implementering er afgørende, skriver formanden for EU-Kommissionen," Ursula von der Leyen, på Twitter.

Et flertal af de britiske vælgere stemte i 2016 for, at Storbritannien skulle forlade EU.

En aftale om skilsmissen blev forhandlet på plads, og briterne forlod EU 31. januar 2020.

Skilsmisseaftalen omfattede en overgangsperiode, hvor Storbritannien fortsat var knyttet til EU-regler, men den udløb ved nytår. I de blot 11 måneder skulle parterne forhandle en handels- og samarbejdsaftale.

Den blev indgået i julen 2020, altså i sidste øjeblik, og derfor nåede parterne ikke at få den endeligt ratificeret, før overgangsperioden udløb ved nytår.

Den trådte derfor i kraft midlertidigt, mens EU-Parlamentet senest med udgangen af april i år skulle godkende den. Det er det, som nu er sket med afstemningen i Bruxelles.

EU-præsident Charles Michel "glæder sig meget" over resultatet. EU vil, skriver han på Twitter, fortsat "arbejde konstruktivt med briterne som en ven og partner".

"Det markerer et stort skridt fremad i forbindelserne mellem EU og Storbritannien, og det indleder en ny æra," skriver Michel.

Helt glat går det imidlertid ikke mellem EU og Storbritannien. EU har allerede beskyldt briterne for brud på aftalen, og en sag om dette er indledt.

Frankrig har også i denne uge truet briterne med gengældelse på andre områder, hvis ikke franske fiskere får adgang til farvande som lovet i aftalen.

Handels- og samarbejdsaftalen fastsætter ordninger på en lang række områder. Blandt andet handel med varer og tjenesteydelser, digital handel, luft- og vejtransport, energi, fiskeri og koordinering af social sikring.

Mere fra PolicyWatch

Den frivillige ordning med suspenderede vacciner vakler

Ordningen, der skal gøre det muligt for danskerne frivilligt at vælge at lade sig vaccinere med en vaccine fra Astrazeneca eller Johnson & Johnson, vakler. Hvis en vejledning fra Sundhedsstyrelsen bliver ført ud i livet, kan ordningen blive for kompliceret at gennemføre, er vurderingen. Og er den overhovedet en god idé?

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier