PolicyWatch

Virksomhederne drukner i forskellige grønne rapporteringsmetoder

Mange virksomheder vil gerne være mere grønne, men har svært ved at finde rundt i junglen af muligheder for at rapportere om CO2-udledning. Kommende regler skal kunne håndteres ude i virksomhederne, lyder det fra Dansk erhverv.

Mange virksomheder vil gerne både være grønnere og dokumentere deres klimaindsats, men ender i en jungle af forskellige rapporteringsmetoder. | Foto: Ivan Boll

Virksomhederne vil gerne være grønnere, men har svært ved at finde rundt i de mange grønne opgørelses- og rapporteringsmetoder, som eksisterer. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv, som derfor efterspørger en indsats, der sikrer ensartet grøn rapportering og grønne standarder både i og uden for Danmark.

"Der er brug for at kortlægge og samstemme eksisterende metoder og værktøjer, så virksomheder får nemmere ved at navigere, og så de får ét fælles sprog og én fælles målestok at arbejde ud fra," siger Louise Riisgaard, markedschef i Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar.

Af undersøgelsen fremgår det, at virksomhederne forventer en markant stigning i efterspørgslen efter grønne løsninger frem mod 2025. 71 pct. af virksomhederne med produktsalg forventer en stigende efterspørgsel på klimavenlige produkter, mens det tilsvarende tal for serviceydelser er 59 pct.

Ifølge undersøgelsen arbejder en del virksomheder, 24 procent, allerede med internationale standarder og certificeringer, som også har fokus på klima. Men de mange forskellige værktøjer betyder, at virksomhederne opgør deres CO2-udledning på forskellige måder.

Derfor er der behov for fælles retningslinjer, lyder det fra Dansk Erhverv.

Virksomheder skal kunne håndtere nye regler

"Med fælles rapporteringsmetoder vil kunderne få mulighed for at efterspørge og sammenligne dokumenterede grønne løsninger og gå uden om green washing. Virksomhederne vil meget gerne udvikle grønne løsninger, men de skal være dokumenterede, for det gør konkurrencesituationen bedre og hjælper forbrugerne," siger Louise Riisgaard.

Mange virksomheder mangler også viden og ressourcer til at kunne dokumentere deres klimaindsats. Ikke overraskende er det sværest for de mindre virksomheder at få rapporteret og dokumenteret.

"Mange, særligt de mindre virksomheder, er stadig famlende, når de skal i gang med at rapportere om resultaterne af deres klimaindsatser. Samtidig ved vi, at der er regulering på vej fra EU på det her område. Så det er vigtigt, at regeringen, myndighederne og dansk erhvervsliv arbejder for, at de regler, der kommer, også giver mening og kan håndteres i virksomhederne, samtidig med at man er klar med hjælp og vejledning. Det er der behov for," siger Louise Riisgaard.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier