PolicyWatch

Skarp kritik af regeringens måde at opgøre "grønne" bilers CO2-udslip

Regeringens centrale regnestykke er "useriøst og helt sort", mener eksperter. Politikere vil have lavet ny officiel opgørelse.

Foto: Jens Dresling

Når regeringen i dag skal opgøre pluginhybridbilers klimabelastning, orienterer den sig ikke i faglige analyser af CO2-udslippet fra de kombinerede el- og benzinbiler.

Til eksperter og fagfolks forbavselse bruger regeringen i stedet abonnementsprisen hos to private ladeoperatører, der lever af at sælge strøm til el- og hybridbilsejere. Det viser et nyt ministersvar, som skatteminister Morten Bødskov har sendt til Folketinget.

Det skriver dagbladet Information.

Ministeren skriver, at virksomhederne Clever og E.ON "udbyder abonnementsordninger til opladning af pluginhybridbiler til ca. 50 pct. af prisen på de tilsvarende produkter til elbiler".

Det antages derfor, at "at plug-in hybridbiler kører halvdelen af de kørte kilometer på el og den anden halvdel på den konventionelle motor".

Men det er både "useriøst og helt sort" at opgøre udslippet fra pluginhybrider på den måde, mener Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling. Ifølge ham undervurderer ministeriet "markant" klimabelastningen fra pluginhybrider, som fra 2026 ikke længere anses for at være grønne af EU.

"Det her er på ingen måde seriøse tal. Reelt vil udledningerne være markant højere, end ministeriet antager," siger han til Information.

Også professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet mener, at Skatteministeriets antagelser er forkerte.

"Man kan ikke gøre det op på den måde," siger han og understreger, at "mange rapporter viser, at pluginhybridbiler ikke er en grøn løsning".

I bilorganisationen FDM siger chefkonsulent og forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at "det er en meget, meget underlig måde, ministeriet opgør det på".

"Det går naturligvis ikke. Man kan ikke beregne en bils udledning ud fra en ladeoperatørs abonnementspris," siger han og efterlyser en ny officiel opgørelser over udledningerne fra bilerne.

Flere internationale studier viser, at CO2-udslippet fra pluginhybrider i virkeligheden er større end bilfabrikanternes egne opgørelser. Også regeringens eget ekspertorgan, Klimarådet, advarer mod pluginhybrider, da de set over en levetid udleder lige så meget som en effektiv dieselbil.

I Enhedslisten kalder transportordfører Rasmus Vestergaard Madsen det »uhørt, at vi træffer så store beslutninger på så løst et grundlag«.

"I værste fald er det jo greenwashing af pluginhybridbiler," siger han.

De Radikales klimaordfører Rasmus Helveg Petersen forstår godt, at Skatteministeriet må have nogle forudsætninger at regne ud fra. Men også han ønsker nu en officiel undersøgelse af pluginhybridernes CO2-udledning i Danmark.

Skatteministeriet oplyser til Information, at det løbende ser "på de erfaringer, som dannes i såvel Danmark som i resten af EU og verden, i takt med at der sælges flere plug-in-hybridbiler. Det er i den sammenhæng nærliggende at se nærmere på en egentlig vidensopsamling i samarbejde med relevante parter på området".

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af dagbladet Information.)

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier