PolicyWatch

Hjemtagelser og økonomiske reformer vil fylde i afslutningsdebat

Folkeskolen, arbejdsudbud, klimamål og ydelser vil alt sammen blive del af afslutningsdebat i Folketinget.

Sophie Løhde, politiks ordfører i Venstre, fortæller, at Venstre vil have svar på, hvorfor regeringen har ændret holdning i udlændingepolitikken. | Foto: Jens Dresling

Når statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag møder op i Folketinget til afslutningsdebatten for folketingsåret, kommer hun blandt andet til at forsvare regeringens beslutning om at hente op mod 19 børn og tre mødre med dansk tilknytning hjem fra fangelejre i Syrien.

Forud for debatten ligger emnet særligt oppositionspartierne Venstre og Dansk Folkeparti på sinde.

"Vi har adskillige eksempler på, at Mette Frederiksen har brudt sine løfter og er i gang med systematisk at nedbryde den stramme udlændingepolitik," siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

"Derfor vil vi gerne have svar på, hvorfor regeringen har ændret holdning - nu flere gange - til løfter, som de allerede har lavet."

Hun peger også på regeringens fejlslagne forsøg på at etablere et udrejsecenter, der skal aflaste udrejsecenteret Kærshovedgård i Midtjylland som et emne, Venstre kommer til at bringe op.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil benytte afslutningsdebatten til at drøfte hjemtagelsen af børn og mødre med dansk tilknytning til Danmark.

Regeringen og statsministeren vil også blive mødt med kritik og spørgsmål til forskellige elementer i corona-håndteringen.

Kristian Thulesen Dahl forventes at kritisere statsministeren for, at udfasningen af corona-restriktionerne efter hans mening går for langsomt.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kommer til at bringe regeringens håndtering af aflivningen af mink op.

Sammen med De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, kommer Søren Pape Poulsen også til at efterlyse økonomiske reformer, der skal sikre, at der er penge nok i statskassen de kommende år - og ikke mindst hænder nok på arbejdsmarkedet.

"Vi er nødt til at finde flere mennesker til det danske arbejdsmarked. De kan komme udefra. De kan komme ved, at vi indretter os anderledes. Men det er økonomiens største udfordring, og enhver ansvarlig regering skal adressere det. Og det haster," siger Sofie Carsten Nielsen forud for debatten.

Det bliver Sofie Carsten Nielsens første afslutningsdebat. Hun deltog i åbningsdebatten i oktober blot én dag efter, at hun var blevet politisk leder for De Radikale efter Morten Østergaards exit.

Støttepartier med fokus på klima og folkeskole

Blandt støttepartierne vil to af de gennemgående temaer blive folkeskolen og klimaet. Fredag viste en evaluering, at folkeskolereformen fra 2014 ikke har opnået de ønskede mål for elevernes læring.

Samtlige de tre partier, der udgør regeringens parlamentariske grundlag, vil også bringe på bane, hvordan de forskellige klimaambitioner i Danmark skal gøres til virkelighed. Regeringens udspil til en klimaaftale på landbrugsområdet er eksempelvis blevet mødt med utilfredshed hos støttepartierne.

"Vi har nået noget med målene. Men vi skal også i land med handling - ikke mindst for landbruget. Det kunne jeg godt tænke at mig at diskutere. Det tror jeg, at fremtidens generationer forventer af os," siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Derudover ventes både SF og Enhedslisten at tale for, at der tilføres flere penge til kontanthjælpssystemet. Ønsket kommer i kølvandet på, at Ydelseskommissionen mandag anbefalede, at man simplificerede kontanthjælpssystemet.

"Vi er meget rystede over regeringens meldinger på det område. Vi føler, at de løber fra deres valgløfter," siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, forud for debatten.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier