PolicyWatch

Nationalbanken ser nu lysere på dansk økonomi

Nationalbanken regner med en vækst i dansk økonomi på 3,3 procent for i år. I marts var skønnet 1,4 procent.

Foto: Jens Dresling

Med coronakrisen på retur er dansk økonomi kommet på benene igen. Det får Nationalbanken til at vente en høj vækst i økonomien. I en ny prognose fra Nationalbanken fremgår det, at banken for i år venter en vækst i bruttonationalproduktet, bnp, på 3,3 procent. Det er en opjustering i forhold til den seneste prognose i marts, hvor skønnet lå på 1,4 procent.

En af forklaringerne fra Nationalbanken på den større optimisme er, at den samlede aktivitet i dansk økonomi er tæt på at være tilbage på niveauet fra før coronapandemien. Samtidig er dansk økonomi hjulpet på vej af et stærkt opsving i den private efterspørgsel.

"Den økonomiske politik har i høj grad bidraget til at holde hånden under virksomheder og husholdninger under nedlukningerne. Aktiviteten er vendt hurtigt tilbage efter genåbningen, og efterspørgslen er stærk," siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en pressemeddelelse.

Mens der for 2021 ventes en vækst i bnp på 3,3 procent, er der for 2022 og 2023 forventning om stigninger på henholdsvis 3,7 og 2,2 procent. Sammenlignet med marts-prognosen er der ikke ændret på 2023-skønnet. Men til gengæld er 2022-skønnet justeret ned fra 4,5 procent.

I sin nyeste prognose advarer Nationalbanken om, at der er tegn på opbygning af flaskehalse i industri og byggeri. Det kalder på politisk handling, vurderer nationalbankdirektøren.

"Det er tid til at tilpasse den ekstraordinære finanspolitiske støtte til økonomien, og regeringen bør være klar til at stramme finanspolitikken mere end planlagt, da økonomien er på vej mod en mild højkonjunktur," siger Lars Rohde.

Konkret peger han på boligjobordningen - også kendt som håndværkerfradraget - som et sted, hvor finanspolitikken bør strammes. Det skyldes ifølge Lars Rohde, at boligjobordningen lige nu kaster mere benzin på bålet i en sektor, der i forvejen er fuld gang i.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier