PolicyWatch

Molslinjen lader gående og cyklende rejse gratis på alle hverdage

Gratis færgeture fra den politiske sommerpakke lå tre dage om ugen, men Molslinjen udvider nu til fem dage.

Molslinjen tilbyder fra 2. august gratis færgebilletter på alle hverdage for gående, cyklende og personer med handicapkort . | Foto: PR-foto

Fra 2. august tilbyder Molslinjen gratis ture på alle hverdage for gående, cyklende og for folk med et handicapparkeringskort. Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Gratis færgeture er en del af regeringens sommerpakke. Hidtil har de hos Molslinjen ligget tirsdag, onsdag og torsdag for at undgå at skabe trængsel.

"Der har været stor efterspørgsel efter de gratis ture, men ikke større efterspørgsel, end at vi nu kan udvide ordningen til alle ugens hverdage," udtaler kommerciel direktør Jesper Skovgaard.

En af betingelserne i sommerpakken var, at ordningen skulle gælde i juli, august og september. Færgeselskaberne måtte selv stå for at placere de gratis ture.

"Vi lagde forsigtigt ud med tre dage om ugen, så vi kunne være sikker på at kunne håndtere gæsterne. Det er gået godt i juli, og nu har vi så klart et billede af søgningen, at vi er trygge ved at sætte flere hverdage på," lyder det fra Jesper Skovgaard.

Tilbuddet gælder på alle Molslinjens færger på Kattegat samt på Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen og Langelandslinjen.

På Fanølinjen bliver de gratis færgeture placeret fra midt i august efter skolernes sommerferie, oplyser Molslinjen.

Med sidste års sommerpakke var de gratis ture presset sammen på én måned. Det skabte trængsel og pres på mange danske øer, fordi turisterne strømmede til. Sidste år benyttede omkring 300.000 gående og cyklende passagerer sig af sommerpakken på Molslinjens færger.

Når færgeturene fra 2. august bliver gratis, skal billetten købes og betales online som normalt. Efterfølgende føres pengene tilbage til køberens betalingskort.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier