PolicyWatch

Frederiksen forfremmer politisk ordfører til minister

Jesper Petersen får ministerpost, mens Ane Halsboe-Jørgensen bliver kultur- og kirkeminister.

Jesper Petersen overtager Uddannelses- og Forskningsministeriet efter Ane Halsboe-Jørgensen. | Foto: Mads Claus Rasmussen//

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen (S), overtager Uddannelses- og Forskningsministeriet efter Ane Halsboe-Jørgensen (S). Hun bliver til gengæld ny kultur- og kirkeminister.

Rokaden i regeringen kommer, efter at Joy Mogensen (S) søndag meddelte, at hun trækker sig som kultur- og kirkeminister.

Statsminister Mette Frederiksen (S) takker mandag Joy Mogensen for indsatsen og tilføjer, at coronakrisen har presset kulturområdet:

"Joy er et utroligt begavet og tænksomt menneske, som, synes jeg, har givet et vigtigt bidrag i en meget svær tid. Alt har været svært i Danmark igennem halvandet år, også på kulturområdet. Jeg ved, at vi har haft en kulturminister, der har gjort sit bedste for at få så store dele af kulturen så godt igennem denne kritiske fase," siger Frederiksen ved præsentationen af de nye ministre.

Jesper Petersen har været medlem af Folketinget siden 2007 og politisk ordfører for Socialdemokratiet siden valget i 2019. Han blev i samme ombæring medlem af partiets gruppeledelse.

Han kom oprindeligt til Socialdemokratiet fra SF. Det skete, da SF kom ud i et voldsomt stormvejr oven på at være gået i regering i 2011. I 2013 skiftede han fra SF til Socialdemokratiet.

"Tak for tilliden fra statsministeren til, at jeg kan løfte opgaven. Det er afgørende for os, at vi har veluddannede mennesker til at varetage job i det private erhvervsliv, men også til at udfylde de vigtige funktioner for os alle sammen i velfærdssamfundet," siger Jesper Petersen ved præsentationen.

Vil koncentrere sig om familieplaner

Søndag aften meddelte Joy Mogensen på Facebook, at hun ønskede at forlade sin ministerpost og politik i det hele taget.

Hun skrev, at hun var løbet tør for overskud, efter at hun inden for to år var blevet minister, havde mistet sin datter og skulle håndtere coronakrisen på to stofområder. Joy Mogensen blev efter folketingsvalget i 2019 hentet ind udefra som kulturminister, mens hun var borgmester i Roskilde Kommune.

Hun er i sin ministertid blevet stærkt kritiseret af både nogle kulturordførere og af dele af kulturlivet.

"Politik er svært, for det skal det være, og det er store spørgsmål i mange menneskers liv. Men jeg har også prøvet livet på den hårde måde, og nu er det tid til, at jeg skal koncentrere mig om mine familieplaner," siger Mogensen, der er gravid igen.

Den nye kulturminister ser frem til at få et nyt stofområde.

"Kulturen kan noget for den enkelte og for os som land og som fællesskab," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier