PolicyWatch

Det tyske marked er gået i stå: Eksport for milliarder går tabt

Dansk eksport til Tyskland har stået i stampe siden 2013. Valget 26. september kan give salget en tiltrængt kickstart.

Foto: Martin Schutt/AP/Ritzau Scanpix

Danske virksomheder går glip af mange milliarder i eksportindtægter i Tyskland.

Sådan lyder det fra Sydbank, industriens interesseorganisation DI, og en række store danske selskaber som Danfoss, Grundfos og Velux.

»Vi har haft travlt med at udvide paletten med nye markeder. Det har måske gjort, at mange virksomheder ikke har haft fokus nok på at udvide det tyske marked,« siger Allan Sørensen, cheføkonom i DI.

Vareeksporten til Tyskland har stået i stampe siden 2013, mens den er steget støt til Norge og Sverige og nærmest er eksploderet til f.eks. USA og Kina.

En af årsagerne til stagnationen er ifølge Sydbank, at danske virksomheder slet ikke udforsker hele det tyske marked.

Omtrent 60 pct. af al den danske vareeksport til Tyskland – svarende til varer for omtrent 50 mia. kr. - går til de fire nordlige delstater Nordrhein-Westfalen, Slesvig-Holsten, Hamborg og Niedersachsen, der tilsammen rummer omtrent 30 mio. ud af landets godt 84 mio. indbyggere.

Til gengæld aftager de to købestærke, sydlige delstater Bayern og Baden-Württemberg, der tilsammen har omtrent 25 mio. indbyggere, mindre end 17 pct. af den danske vareeksport.

Det er stort set det samme billede som for 10 år siden.

»Der er et meget stort potentiale i Tyskland, som ikke er forløst endnu,« siger Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank.

Stort potentiale i klimaløsninger

Andelen af dansk eksport, der går til Tyskland, er faldet støt fra omtrent 25 pct. i midten af 1990’erne til under 14 pct. i dag. Opnår vi samme eksportandel som til Norge og Sverige – altså omtrent 16 pct. – betyder det ifølge Sydbank et hop i eksporten på mere end 17 mia. kr. og omkring 10.300 nye arbejdspladser.

Men potentialet er ifølge Sydbank endnu større. En stigning i eksporten på 40 mia. kr. og omtrent 23.000 nye arbejdspladser er absolut ikke usandsynligt, hvis vi får bedre fat i de sydligere delstater.

Både DI og Sydbank regner nemlig med, at tyskerne vil købe flere klimaløsninger, næsten uanset hvem der vinder det tyske valg 26. september.

I 2019 eksporterede danske virksomheder energieffektiv teknologi til Tyskland for i alt 15,6 mia. kr., ifølge lobbyorganisationen Synergi, der bl.a. tæller Grundfos, Rockwool, Velux og Danfoss.

Hvis grønnere partier får overtaget i valget, så kan den danske klimaeksport vokse sig endnu større, mener de.

Bl.a. er Tyskland det land i EU, som ifølge Synergi ventes at reducere sit energiforbrug mest frem mod 2030.

Mere fra PolicyWatch

Piloter og kabineansatte hos SAS i oprør

SAS har ændret produktionsmodellen og etableret nye selskaber. Derfor må piloter og kabinepersonale søge ledige job med ringere vilkår. Piloterne tager nu SAS i Arbejdsretten.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier