PolicyWatch

EU-Parlamentet kræver al asbest fjernet før renoveringer

Der er behov for handling mod asbest forud for millioner af renoveringer kommende år, siger Nikolaj Villumsen.

EU-Parlamentet opfordrer nu kraftigt EU-Kommissionen til at tage fat i bekæmpelse af asbest. | Foto: Ton Koene/AP/Ritzau Scanpix

Der skal gøres mere for at beskytte arbejdere mod det kræftfremkaldende stof asbest.

Sådan lyder opfordringen fra et stort flertal i EU-Parlamentet, der har vedtaget en rapport om bekæmpelse af asbest i Europa.

Med vedtagelsen af rapporten beder parlamentarikerne EU-Kommissionen om at fremlægge en europæisk strategi for at fjerne al asbest i Europa.

Nikolaj Villumsen, EU-parlamentariker for Enhedslisten, er ordfører bag rapporten.

"Hvert år dør tusindvis af bygningsarbejdere, fordi de ikke har været beskyttet godt nok mod asbest. Derfor er jeg også vanvittigt glad for, at det er lykkedes os at samle et stort flertal bag kravet om få fjernet al den dødsensfarlige asbest i Europa. Det er historisk og vil komme til at redde menneskeliv," siger han i en skriftlig kommentar.

Millioner af bygningsrenoveringer venter

EU-parlamentarikerne har særligt fokus på at fjerne asbest, fordi EU-Kommissionen planlægger, at 35 millioner bygninger skal renoveres inden 2030. I den forbindelse bør der være obligatorisk screening for asbest. Og al asbest bør være fjernet, inden renoveringsarbejdet begynder, lyder opfordringen.

"Asbest er den absolut største årsag til arbejdsrelateret kræft. Bygningsarbejdere risikerer dagligt at møde den dødsensfarlige asbest. Derfor er der akut brug for handling. Og derfor er det positivt, at et massivt flertal i EU-Parlamentet nu kræver, at de kommende års millioner af klimarenoveringer af europæiske bygninger går hånd i hånd med en styrket indsats mod asbest," siger Nikolaj Villumsen.

Asbest er et farligt kræftfremkaldende stof, som er blevet anvendt i hele verden i blandt andet byggematerialer. Det forårsager mellem 30.000 og 90.000 dødsfald om året i EU, hovedsageligt på grund af arbejdsrelateret kræft. 80 procent af de arbejdsrelaterede kræftformer, der er anerkendt i Europa, er asbestrelaterede.

Den vedtagne rapport skal ses som en opfordring fra EU's folkevalgte, EU-parlamentarikerne, til EU-Kommissionen om at sætte fokus på asbest.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier