PolicyWatch

15.000 flere i job øger i forvejen rekordhøj beskæftigelse

I august steg antallet af lønmodtagere til 2,87 millioner, viser tal. Det er det højeste niveau, der er målt.

Tallene for, hvor mange der var i arbejde i august, steg for syvende måned i træk. Den største stigning fra juli til august er kommet inden for hoteller og restauranter. | Foto: Ernst van Norde

I august steg antallet af lønmodtagere med 15.000. Det var syvende måned i træk, at tallet steg. Dermed blev den i forvejen rekordhøje beskæftigelse udbygget yderligere. Med tallene fra august er der nu 2.869.000 lønmodtagere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er ifølge cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen en fremragende nyhed.

Han peger på, at der er en decideret "jobfest" i dansk økonomi i øjeblikket. Og den kan fortsætte i de kommende måneder, vurderer han.

"Der er fortsat udsigt til stærk vækst i dansk økonomi, men samtidig er der ledige stillinger i massevis i øjeblikket. Det er derfor ikke efterspørgslen, men snarere udbuddet, der kan blive et problem på arbejdsmarkedet," lyder det fra økonomen i en kommentar.

Han peger på, at manglen på arbejdskraft allerede nu koster økonomisk vækst. Det er dog ikke kritisk endnu, vurderer han.

Fra juli til august er den største stigning i antallet af beskæftigede set inden for landets hoteller og restauranter. Her er antallet øget 3,6 procent. Det er dog fortsat 3,1 procent færre ansatte end i februar sidste år, inden corona ramte landet.

Spurt fra mørk tid til glade dage

Siden januar er der kommet flere end 100.000 i job, og beskæftigelsen er ifølge cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, højere end før corona.

"Det er kort sagt imponerende, hvordan vi på rekordtid er spurtet ud af en mørk coronatid til glade dage med vældig fart på økonomien," skriver han i en kommentar.

Han forventer også flere i job den kommende tid, men peger ligeledes på, at manglen på arbejdskraft er en tiltagende udfordring.

"Den nærmeste fremtid bliver ekstra interessant, da der vil forsvinde arbejdspladser i takt med, at corona bliver en mindre del af vores hverdag. Behovet for podere og smitteopsporere er dykket, og det vil påvirke beskæftigelsestallene i nedadgående retning," vurderer økonomen.

Tallene fra Danmarks Statistik er korrigeret for sæsonudsving. De bygger på arbejdsgivernes indberetninger til Skat.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier