PolicyWatch

Debat: Brug den nye OPS-enhed til at løse de største samfundsmæssige udfordringer

Dansk Erhverv vil kæmpe for, at flere grønne indkøb og udbud bliver et omdrejningspunkt i enheden for offentlig-privat samarbejde. Det vil ligge til højrebenet, ikke mindst fordi enheden netop har innovative samarbejdsformer som et centralt omdrejningspunkt, lyder det fra Dansk Erhverv.

Klimasikring vil være et oplagt område at bruge offentlig-privat samarbejde på, mener Dansk Erhverv. | Foto: PR / Proagria Miljø

Det er snart seks år siden, at det for første gang kom på tale at lave en enhed for offentlig-privat samarbejde i Danmark. Selvom samarbejde mellem offentlige og private aktører havde været en integreret del af vores samfund i forbindelse med indkøb og udbud, havde vi i Dansk Erhverv et ønske om at finde nye veje for det offentlig-private samarbejde. Og hvad ville være mere oplagt end at samle netop offentlige og private aktører i et samlet forum, hvor der ikke blot drøftes justeringer af de eksisterende samarbejdsformer, men også hvordan vi skaber nye og innovative samarbejdsformer, som vil bidrage til at løse fremtidens store, samfundsmæssige udfordringer?

Selvom ideen lyder oplagt, har det ikke været uden politiske bump, inden modellen i juni 2021 endegyldigt blev udmøntet som en del af økonomiaftalen mellem regeringen og KL. Heldigvis resulterede forhandlingerne i et stærkt og ambitiøst mandat til enheden, som netop skal bidrage med nye modeller, der kan løse større samfundsmæssige udfordringer. Og det er vigtigt, for der er rigeligt med opgaver at tage fat på.

Værdig ældrepleje kræver offentlig-privat samarbejde

I dag er der 11 personer i arbejdsstyrken for hver borger over 80 år. I 2040 er der kun seks. Konkret vil det medføre en merudgift på knap 20 milliarder kroner i 2030. Det betyder selvsagt, at flere kommuner vil få vanskeligt ved at opretholde serviceniveauet i takt med, at udgifterne stiger. Samtidig har de ældre borgere en klar forventning om, at kommunerne ikke går på kompromis med kvaliteten. Og kan de ikke levere, stemmer de ældre med fødderne og finder et alternativ.

Derfor skal samarbejdet med private aktører styrkes. Omdrejningspunktet er borgerens eget valg. For kun gennem retten til eget valg af ældrepleje får borgeren, og ikke systemet, serveretten. Ved at inddrage flere aktører kan vi sikre, at der er et alternativ for borgerne, men også, at der er en større bredde i vores velfærdstilbud på ældreområdet.

Her får enheden en oplagt opgave med at finde nye samarbejdsformer, som er baseret på endnu større gennemsigtighed og en mere fair prissætning, så vi undgår situationer, som vi har set i bl.a. Brønderslev og Gribskov Kommune, hvor private leverandører er blevet underbetalt for deres ydelser. Det svækker borgerens tillid til både kommunenog til, at kommunen reelt vil sikre borgeren det bedste tilbud for skattekronerne.

Grøn omstilling kræver grønne indkøb og fleksible udbud

I lighed med resten af samfundet får den offentlige sektor også en stor opgave med at levere resultater, der kan sætte skub i den grønne omstilling. Fra Dansk Erhvervs side har vi længe argumenteret for at få skabt en mere ambitiøs strategi for grønne indkøb end den af regeringen lancerede strategi, som i høj grad hvilede på symbolpolitik mere end på konkrete initiativer til grønne indkøb.

Derfor vil vi fra Dansk Erhvervs side kæmpe for, at flere grønne indkøb og udbud bliver et omdrejningspunkt i OPS-enhedens arbejde. Det vil ligge til højrebenet, ikke mindst fordi enheden netop har innovative samarbejdsformer som et centralt arbejdsområde. Derfor bør vi inddrage de positive erfaringer med fleksible udbud - f.eks. innovationspartnerskaber, som tidligere har bidraget til succesfulde grønne løsninger, hvor et af det bedste eksempler var klimasikring i Frederiksberg Kommune, som også vandt en international pris.

På baggrund af de positive erfaringer vil det være oplagt at udvikle nye og simple samarbejdsformer, der gør, at kommunerne kan prioritere innovation og klimavenlighed i sine udbud bl.a. ved at have fokus på eksempelvis et produkts totalomkostninger eller gennem såkaldte funktionsudbud. Nøglen er dog, at det skal være simpelt og nemt for kommunerner, så en langstrakt proces ikke står i vejen for at implementere nye, grønne løsninger.

Samarbejde er nøglen

Med udviklingen i demografien og udrulningen af den grønne omstilling som de to vigtigste områder står vi altså over for et stort arbejde med at løse disse store, samfundsmæssige udfordringer. Fra Dansk Erhvervs side er vi klar til at lade OPS-enheden spille en nøglerolle, så det offentlige og private i fællesskab kan fremtidssikre det danske velfærdssamfund og cementere Danmarks plads som indehaver af den grønne førertrøje på internationalt niveau. 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier