PolicyWatch

Udendørs stemmeafgivelse bliver muligt til kommunalvalg

Det bliver muligt at afgive sin stemme til kommunal- og regionsrådsvalget udendørs, hvis man ønsker.

Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Det bliver muligt at afgive sin stemme udendørs til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november, hvis man ikke ønsker at stemme indendørs.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag.

Samtidig vil der være håndsprit og fokus på ekstra rengøring på valgstederne.

"Det er helt afgørende, at alle kan afgive deres stemme, og det alle steder kan ske på en både tryg og forsvarlig måde," siger Mette Frederiksen.

"Man er også velkommen til at medbringe mundbind og eget skriveredskab, hvis man er mest tryg ved det."

Det er desuden fortsat muligt at brevstemme. Det kan ske indtil på fredag den 12. november.

Skulle man være smittet med coronavirus på valgdagen, er det dog stadig muligt at gå ned og stemme.

"Man kan ikke have coronapas på valgstederne, da man i grundloven har ret til at afgive sin stemme. Så der er ingen, der bliver afvist," sagde Kristan Vendelbo, administrerende direktør i Kommunernes Landsforening (KL), til TV2 lørdag.

Det kommer til at fungere ved, at man kan ringe til et telefonnummer, når man møder op på sit valgsted som smittet, hvorefter en medarbejder vil komme ud og hjælpe med stemmeafgivelsen.

På pressemødet annoncerer Mette Frederiksen også, at regeringen vil ophøje corona til at være en samfundskritisk sygdom igen. Dermed kan der genindføres krav om coronapas, som regeringen visse steder også anbefaler.

Det sker efter indstilling fra Epidemikommissionen.

Det er Folketingets Epidemiudvalg, der beslutter, om en alment farlig sygdom kategoriseres som samfundskritisk. Det er også her, at en genindførsel af coronapas skal besluttes.

Udvalget, der mødes tirsdag for at drøfte Epidemikommissionens indstilling, består af 21 medlemmer af Folketinget.

Der må ikke være et flertal i udvalget imod at gøre corona til en samfundskritisk sygdom, hvis det skal ske.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier