PolicyWatch

Søren Brostrøm guider vælgerne til corona-sikker valgdag

Ifølge Søren Bromstrøm kan simple tiltag mindske smitterisikoen, når der skal stemmes til kommunal- og regionsrådsvalg.

Vis hensyn, hold afstand, host i ærmet og sprit hænder af før og efter. Sådan lyder nogle af rådene fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i forhold til at stemme. | Foto: Thomas Sjørup

Når vælgerne tirsdag går til stemmeurnerne, sker det på et tidspunkt med stigende corona-smittetal.

Ifølge Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, er der flere metoder til at reducere risikoen for at blive smittet på valgstedet.

"Det vigtigste, man kan gøre, er at gå ned og stemme på nogle af de tidspunkter, hvor der erfaringsmæssigt ikke er så mange. Det er mellem 10 og 15, midt på dagen, ved langt de fleste valgsteder. Så hvis man har mulighed for det, er det en rigtig god idé. Og når man så kommer ned til valgstedet, skal man vise hensyn til andre. Bed også andre om at tage hensyn og holde afstand. Host i ærmet, sprit hænderne af før og efter, du går ind i stemmeboksen. Det er sådan nogle ting, der er vigtige," siger han.

Hvis man nu skal på arbejde og bliver nødt til at komme sidst eller først på dagen, hvad skal man så gøre?

"Det allervigtigste er det, jeg vil kalde ordentlig køkultur: Hold afstand til andre og følg instrukserne fra personalet på valgstedet. Mange valgsteder vil holde køen udendørs, gætter jeg på, hvis der er tendens til kø. Og så vil de kun lukke så få som muligt ind i valglokalet. Jeg håber, vi får godt vejr i morgen, men ellers vil jeg anbefale folk at tage en regnfrakke på eller en paraply med, så man kan stå og vente udenfor. Og acceptere det."

Alle har ret til at stemme

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vågner op på valgdagen med symptomer?

"Hvis man hoster, har feber eller har andre symptomer i morgen på valgdagen, vil min anbefaling altid være at gå ned og få taget en test. Og så håb, at du får svar på testen, før valgstederne lukker klokken 20. Hvis det ikke lykkes, og man ikke får svar på testen, er det alles ret at gå ned at stemme."

"Også hvis man er syg og smittet. Tag et kirurgisk mundbind på og hold meget lang afstand til andre mennesker. Når man ankommer til valglokalet, kan man eventuelt gøre det i sin egen bil. Men man skal ihvertfald gøre valgpersonalet opmærksom på, at man har nogle særlige forhold. Og så skal man følge deres instrukser."

"Nogle valgsteder vil kunne hjælpe med at afgive stemmen i bilen, andre steder vil der være et telt eller en udendørs stemmeboks. Så kan man holde afstand til andre. Men det er vigtigt for mig at sige, at valgstederne ikke kan afvise en vælger, der gerne vil stemme. Man kan ikke kræve grønt coronapas eller test på valgstederne. Det er en grundlovssikret ret at afgive sin stemme," siger Søren Brostrøm.

Mandag afholdt Indenrigs- og Boligministeriet pressemøde om kommunal- og regionalvalget. Her fremlagde indenrigsminister Kaare Dybvad, direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og næstformand i Kommunernes Landsforening Martin Damm tiltag, der skal sikre, at vælgerne er i mindst mulig risiko for at blive smittet med corona ved valget.

Udendørs stemmeafgivelse bliver muligt til kommunalvalg 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier