PolicyWatch

Tyske koalitionspartier har regeringsaftale klar

Aftale baner vej for, at socialdemokratiet SPD for første gang i 16 år kommer til at lede en regering.

Olaf Scholz bliver SPDs første forbundskansler i 16 år. | Foto: Michael Kappeler/AFP/Ritzau Scanpix

De tre partier, som arbejder på at danne den næste tyske forbundsregering, har en regeringsaftale klar. Den bliver fremlagt onsdag klokken 15.00, skriver AFP.

Koalitionsaftalen baner vej for, at det tyske socialdemokrati, SPD, for første gang i 16 år kommer til at lede en regering.

To måneder efter forbundsdagsvalget, hvor SPD slog Angela Merkels konservative blok med partierne CDU og CSU, vil Olaf Scholz sammen med lederne af miljøpartiet De Grønne og det liberale FDP offentliggøre koalitionsaftalens indhold.

Den såkaldte "Ampel-koalition", der henviser til partiernes trafiklysfarver - rød, gul og grøn - har ført forhandlinger siden 21. oktober. Forhandlingerne har fundet sted i en hovedforhandlergruppe bestående af højtstående partimedlemmer fra de tre partier samt af 22 forskellige arbejdsgrupper.

En koalitionsaftale skal godkendes ved partikongresser i SPD og i FDP, mens De Grønne lægger aftalen ud til en afstemning blandt partimedlemmerne.

I den første uge af december ventes Olaf Scholz at blive valgt som ny forbundskansler i Forbundsdagen.

Scholz har hidtil været finansminister i den afgående store koalition under ledelse af forbundskansler Angela Merkel. Den 16 år lange æra med Merkel i kanslerministeriet slutter med indsættelsen af Scholz.

Merkel forlader politik og var ikke på valg ved forbundsdagsvalget 26. september.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier